Tyskland og Danmark Ernst og Fritz

Nu manglede der kun én ting, Tyskerne kalder det ”Bewältigung der Vergangenheit”. Det betyder vel at klare, at få bugt med, men ikke at glemme fortiden. Så i 1962 tog jeg på koncentrationslejr tur i DDR og Østrig og CSSR. 1963, 1964 og 1965 gjaldt det ’Muren’ og isolationen i Berlin, DDR og Tjekkoslovakiet. Ernst brød sig ikke om det ’hvad skulle jeg dog der?’

Ricarda havde et skilt i bagruden på sin folkevogn, der stod: ”Lieber ein Pershing im Garten, als ein Russe im Bett”. Hellere en Pershing-raket i haven end en russer i sengen. Jeg tror ikke man kan få et nært forhold til Tyskland uden at have prøvet at komme problemerne igennem.

Ernsts ældste broder blev tortureret ihjel i Tiflis, (Tbilisi) i USSR den 2. maj 1945. Vore forudsætninger er forskellige.

Jeg kunne skændes med Ernst, men vi blev aldrig uvenner – derom senere.

Jeg blev gift med Birgit i 1973, fik Claus i 1974 og Christina i 1975, og blev så , da Birgit døde, alene med dem i 1980. Jeg havde to børn, et stort og vanskeligt job i Nordjylland, sad i udvalg både i undervisnings- og socialministeriet, var timelærer på Lærerhøjskolen, begyndte at læse til cand.pæd.pæd, medredaktør af fagforeningsblad, formand for rideklubben og skolebestyrelsen.

Kort sagt: der var ikke så meget tid til at rejse til Ernst og passe den tyske familie.

I august 1976 dukkede Ernst med datteren Silvia og sønnen Michael op på vores ’lystgård’ i Nordjylland. Jeg tror, Ernst syntes, at jeg nu var blevet rigtig adelsmand med stort hus og jordtilliggende.

Jeg var sidste station på Ernsts nye fætterrejse. Han skulle besøge Henning Bressendorff i Køge. Erlings søn, Anders Bressendorff, Per og Orla, min broder Kurt og flere? Men det har jeg ingen notater om. Så skulle han lande hos os og blive der en uges tid.

Haven i Nordjylland 1976

Det blev til lange samtaler også om natten, og Ernst og jeg kom hinanden meget nær. Ellers spiste vi krabbeklør, drak hvidvin og spillede og sang.

Helt kunne jeg dog ikke holde mig fra Tyskland, men nu var det i embedes medfør. Jeg var indbudt til Kassel oktober 1977 til seminar og holdt foredrag på Hessens institut for videreuddannelse af lærere.

Mit foredrag hed : ”Bestimmung des Unterrichtsinhaltes- eine der Hauptfragen der dänischen Spezialpädagogik.

Foredraget handlede om ”En skole for alle” (Gesamtschule), og hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre. Jeg sendte det til Ernst, så han kunne følge med i, hvad jeg foretog mig. Det skulle få konsekvenser.

Jeg synes, at Ernst var tosset, og jeg er sikker på, han syntes, at jeg var skør. Nogle eksempler fra brevvekslingen i 70erne kan belyse det:

I et julebrev bad jeg Ernst om at hilse Michael, som jeg var blevet gode venner med. Han var medlem af CSU ungdomsorganisation (Bayerns social/kristelige parti). Michael skulle så hilse Ajatolla Frans Joseph Strauß fra mig. Ernsts svar kom prompte: Jeg fik en bog om Strauß. Jeg var usaglig, intolerant, hadefuld, præget af skandinavisk tænkning. Fornuftige folk i Tyskland mente, det var usundt med en velfærdsstat, der sikrede folks liv fra første til sidste minut, og hvor den danske ”Gesamtschule” uddannede politiske kommissærer og socialistiske middelmådigheder. Svadaen blev underskrevet ’din ellers yderst gunstigt stemte Onkel, fætter og ven.’

Dansk satire var ikke lige Ernsts kop the.

En anden gang skrev jeg om 2/3-dels samfundet, hvor den sidste tredjedel ikke interesserede magthaverne. Det medførte fire maskinskrevne sider, hvor jeg blev belært om, hvilken præstation det havde været at skabe et 2/3-dels samfund. ”Men fattige var der slet ikke i Tyskland. Mennesker er forskellige. Ligemageri fører ikke til noget, fordi de evnerige og begavede blev holdt nede, og de dovne og miljøbetingede under gennemsnittet, der ikke bekymrede sig om deres egen eksistens blev forkælet på bekostning af andre” osv.

Jeg havde brugt halvdelen af mit arbejdsliv med at tage mig af den sidste tredjedel af samfundets børn, og den anden halvdel med at sætte mig ind i tyske forhold.

Og den ’satire’ var ikke lige mig.

I 1965 - 1982 sås vi ikke mere end denne ene gang i 1976. Vi havde begge travlt. Hans børn blev gift, og der kom børnebørn, desuden havde han travlt med maleren Louise Breslau. Ernst oversatte to bøger om hende fra fransk til tysk. Fra 6. Maj til 28. August 1977 var der en udstilling om Louise Breslau i Baden ved Zürich, som Ernst havde været medarrangør af. Han og Ricarda og en slægtning af Louise Breslau var byens æresgæster.

Og jeg havde også travlt. Meget og forskelligt arbejde og børnene. 1977 blev jeg cand.pæd.pæd. og i 1979 blev jeg ansat på Danmarks Lærerhøjskole, nu Danmarks pædagogiske Universitet, som lektor i specialpædagogik. Fra 1985 -1988 var jeg i embedes medfør år ’utallige’ gange på Færøerne og i Grønland.

Da Claus og Christina imidlertid blev store nok, 8 og 7 år, til at begynde på det, som jeg syntes var så spændende, tog vi på bilrejse sammen: 5 år i træk var vi i Tyskland, Starnberg og Italien. Da vi var kørt fra Ålborg og nåede Hobro, spurgte Christina: ”Er vi der snart?” Så det var lange ture.

1982 Italien (Salo) og Starnberg. 1983 (Malcesine) og Starnberg, hvor vi boede hos Silvia, der havde et hus ved siden af Ernst.

1982 Italien (Salo) og Starnberg. 1983 (Malcesine) og Starnberg, hvor vi boede hos Silvia, der havde et hus ved siden af Ernst.

Når vi kom, kunne Ricarda finde på at lukke alle vinduer op på første sal og sætte sig ved flyglet og spille Griegs klaverkoncert for mig. Hun var ikke kendt med dansk klavermusik, men norsk musik ville jeg vel værdsætte. Det fortæller noget om den fænomenale stemning, der var.

Ricarda og Ernst havde også anskaffet sin en Sct. Bernhardshund – og det havde de slet ikke forstand på. Den måtte ikke hoppe op, så når Ernst kom hjem om eftermiddagen satte han sin Mercedes udenfor, og Ricarda styrtede ned til havelågen med en gammel frakke, som Ernst tog på. Nu måtte hunden gerne hoppe op ad ham. De forstod slet ikke, at Bessie glædede sig til den leg, og at den blev bedre og bedre til at hoppe op.

Jeg blev kaldt ’løvetæmmeren’, fordi jeg kunne få den i hundegården, hvilket ikke andre kunne.

Når den havde taget guldfisk i dammen i haven, kunne Ricarda finde på at løbe efter den med en paraply og råbe, ”Ich enterbe dich” (Jeg gør dig arveløs). Og Bernhardineren løb jublende rundt i haven foran hende. Og vi lo af det – alle sammen.

Silvia havde en dejlig balkon, som det ses på billedet. Hun var lærer, og sammen fik vi vendt det tyske skolevæsen i forhold til det danske. Dengang i 1980erne var den tyske skole en terpeskole, en sort skole, og vor model virkede som ’det forjættede land’. Jeg var med til nogle lærerfester. Lærerne nærmede sig forsigtigt til mig, og jeg følte mig som en guru.

Det har ændret sig svært siden!

Den 26. oktober 1982 fyldte Ernst 65 år.

Michael var frivillig brandmand, og han blev nærmest en guru for Christina og Claus i 1983.

1984 tog børnene og jeg til Toscana og Starnberg. 1985 var jeg alene i Starnberg og fejrede min 50års fødselsdag. Senere kom Roswit, Ernsts niece, til Nordjylland. 1986 var vi igen i Italien (Imperia ved San Remo) og i Starnberg.

Vi kunne ikke bo hos Ernst og Ricarda, da de lejede to etager ud. Ernst kom tit meget træt hjem, og Silvia var på Porto Santo, når vi havde ferie, så niecen Roswit måtte lægge ryg til turene i 80erne.

Selvfølgelig så vi Ernst og Ricarda, men det var mere til eftermiddagskaffe og andre korte besøg. Jeg tror, at Ernst dengang var totalt optaget af to ting:

For det første af sin bedstemoders familie i Frankrig. Det fortælles der om i Hyldesskriftet til Ernst von Bressensdorf 1993.

For det andet af 40-års dagen for hans dåd i Frankrig. Hvor han var en af hovedfigurerne, der bevarede Paris i 1944. Som ung reserveofficer havde han ansvaret for al kommunikationen til "Kommandaten over Stor-Paris". Det var Ernst, der tilbageholdt Hitlers endelige ordre om, inden for 12 timer, at ødelægge broerne, hele industrien, regeringebygningene og Eiffeltårnet. Han gjorde det også af respekt for sine forfædre, hugonotterne. Han fik anerkendelse fra Frankrig og var i tysk TV om sagen.

Han fortalte mig om sine skrupler. Var han landsforræder, æreløs (han havde jo som alle tyske soldater svoret en personlig ed til Hitler) eller var han modig?

Christina, Claus og jeg tog til det østlige Tyskland i juli 1990 – 8 måneder efter murens fald. Blev jeg dog aldrig træt af at skulle lære dem om tysk historie?

Den tur var mit sidste møde med Ernst. Her var Ernst syg, men det kunne ikke ses endnu. Vi talte som i gamle dage, men det var svært for os begge to. Han glædede sig over mit gode forhold til hans børn og ønskede, at vi måtte bevare familiesammenholdet. Han og jeg skrev mere sammen de sidste to år.

1991 dukkede Solveig op, og i 1992 tog vi to til Starnberg. Men Ernst så vi ikke. Måske var han indlagt, jeg har glemt det. Jeg er ked af det den dag i dag.

Vi boede hos Roswit i Almannhausen ved Starnberger See. Og så var det Solveigs tur til at lære om Tyskland.

Ernst og jeg skrev meget sammen i 1993 – en gang om måneden, der var så meget, der skulle siges. Han var svag af sygdom og medicin, og skrev i hånden, noget kan jeg slet ikke læse.

Han takkede mig for mine humorfyldte breve, der var alvorlige, og jeg takkede ham for Tyskland og familien. Det sidste brev jeg fik er fra 1. september 1993. Det er seks sider med opdateringen af den tyske og den danske gren med møjsommeligt skrevne adresser. Familien var hans et og alt.

Han døde 19. August 1994. Meddelelsen fik jeg pr. brev, og Ernst havde selv skrevet på konvolutten. En flot sidste hilsen!

Ricarda fulgte efter 2. Maj 2008. Vi var sammen sidst i 2003. Hun var farverig, livsglad, fuld af overraskelser og stod for kontinuitet og tradition.

Ernst hadede russere og kommunisme, foragtede socialdemokrater og alle venstreorienterede og dermed den skandinaviske model med dens pornografi og høje selvmordsprocent, mente at østrigerne jublede mere end tyskerne over Hitler, så ned på italienerne, så ned på den amerikanske pressefrihed og liberalismen, der hindrer os i at gribe ind, når noget er galt. Tyskland er bedre undtagen Preussen og Nordtyskland. Bayerne nærmer sig idealet undtagen bønderne, men den bayriske adel, navnlig dem, der har været officerer i hæren, det er idealet.

Ernst havde omsorgs for sin nære familie. Han arbejdede som en hest i 31 år som generalrepræsentant for syv betydende forlag, og rejste rundt med bøger, som han slæbte i tunge kufferter. Han var utrættelig med sin slægtsforskning. Han var idealist og troede på styrkelse af det nationale og internationale samarbejde gennem slægtsforskningen. For nationer som Frankrig og Vesttyskland, var den det uundværlige fundament for deres fælles fremtid i fred.

Han var et lokomotiv for dansk von Bressendorff - slægtsforskning. Krigen havde taget 8½ år af hans liv netop i den periode, hvor han skulle uddanne sig, men han skaffede sig stor sagkundskab i sit arbejde. Slægtsforskningen burde være komplet og korrekt for at have videnskabelig værdi. Oplysning om stederne er nødvendig for at være i stand til af verificere informationerne. Her arbejdede han videnskabeligt.

Han havde været medredaktør på Gotha Bavarois, "Handbuch des Adels im Königreich Bayern".

Han var trofast, hjertelig og hjælpsom.

Hvad, der skilte Ernst og mig, var to meget typiske tysk/danske forhold.

Ernst mente som de fleste tyskere, at demokrati blev afgjort ved valg. Når der var stemt, havde flertallet ret, og så var der ikke noget at diskutere. Vi derimod diskuterer altid både med dem, der er valgt og med hinanden, og vi er af den faste overbevisning, at flertallet ikke altid har ret, og vi prøver at ændre dets mening. Deltager-demokrati kan det kaldes. Det er den gamle traver om autoritetstro.

Ernst talte desuden som så mange tyskere om ”Stunde 0”. Nultimen efter nederlaget i maj 1945. Herfra skulle der startes forfra og bygges op på ny. Det er sikkert politisk klogt, men historisk, socialt og kulturelt en umulighed. ”Stunde 0” findes ikke og er en benægtelse af historien. Jeg blev tit slået af den frimodighed, hvormed tyskerne og Ernst lagde fortiden bag sig, og hvor den 2. Verdenskrig blev til Europas krig mod den kommunistiske horder. Ernst erklærede sig som modstander gennem sit forhold til Paris og sin jødiske slægt.

I Starnberg bor der nu ingen Bressensdorf'er i familiens dejlige huse. Det er vemodigt. Tilbage er kun minderne og søen.