Min Herre.

 

Helt fra ungdommen har jeg beskæftiget mig med slægtsforskning. Jeg har altid været og er stadig meget stolt over at have huguenottiske forfædre. De pragtfulde portrætter af vore forfædre, som jeg har set mine bedsteforældre, har altid fascineret mig.

 

Jeg er en af efterkommerne efter Deres forfader Paul-Emile Dufour. En af min faders kusiner, Victoire-Elisabeth Platzmann født Dufour, bemærkede min store interesse for slægtsforskning; hun var blevet enke under krigen 1914/18, og til min konfirmation gav hun mig en meget sjælden og værdifuld bog om en historiker fra det 17. århundrede, "Rapin-Thoyras, hans liv og familie".

 

Denne bog blev skrevet og udgivet af hans oldebarn, Raoul de Cazenove, der også var historiker. I denne bog, udgivet i Lyon 1866, er der en komplet liste over alle efterkommerne efter Paul de Rapin Thoyras indtil 1865.

 

... Jeg er født den 26 / 10 / 1917 i Leipzig; denne by har været hjemsted for familien Dufour siden slutningen af det 17. årh. indtil slutningen af krigen 1939/45. I dag bor de sidste tyske efterkommere i Dufour-slægten i Berlin (vest).

 

For fire år siden henvendte abbed Jaques Dupont, slægtsforsker i Nantes, sig til mig og spurgte, om jeg ville samarbejde med ham om at udarbejde en liste over alle efterkommerne efter Ludvig den Hellige (1226-1270). Paul de Rapin-Thoyras, født 1661 i Castres, var efterkommer efter denne fromme og populære konge; skønt jeg ikke er professionel slægtsforsker, er jeg kendt for mine aktiviteter inden for denne videnskab, og jeg havde været medredaktør på Gotha Bavarois, "Handbuch des Adels im Königreich Bayern".

 

Paul de Rapin-Thoyras forlod Frankrig efter ophævelsen af Ediktet i Nantes og flyttede til Holland; hans værker er behandlet af en ung historiker, Nelly Girard d'Albissin, i en publikation fra 1969; i afhandlingen understreger hun, at han var en af de største forløbere for Montesquieu. Allerede i 1947 publicerede jeg selv en artikel om ham.

 

Og det er denne Rapin, der er vores fælles forfader. Hans ældste datter, Jeanne Henriette de Rapin (1700-1782) var Marc Dufours tredje ægtefælle og moder til vores fælles stamfader, Jaques Marc Antoine Dufour-Pallard. Her i brevet ser De det materiale, der er resultatet af mere end 50 års forskning... De fem sider om tre grene af Deres familie indtil Rapin og hans forfædre fra dynastiet Ludvig den Hellige (her nævnes Karl d. Store 762-814 tre gange og Frederik Barbarossa 1152 -1190 en gang) er kun et beskedent udvalg af listen over vore fælles forfædre mellem den 7. og den 29. generation; den indeholder i alt næsten 750 personer.

 

Familien Pallard tilhørte en af de ældste slægter i Genève. Anne-Louise Dufour , født Pallard, var datter af Jean-Jaques Pallard, juvelér ved Kejserinde Marie-Theresias hof i Wien og hos hendes datter Hertuginden af Saxen i Dresden. I den "Grüne Gewölbe" ("Den Grønne Hvælving" er et museum i Dersden) , kan man beundre nogle af hans kostbare arbejder, i dag under det "røde regime". Mange medlemmer af denne familie har tilhørt 50 mands-rådet i Genève. Jeg har i lang tid forgæves søgt at finde oprindelsen til Anne-Louise Pallards moder, Madeleine Schumacher. Denne Madeleine blev døbt Magdelene. Hendes fader, Johann Conrad Schumacher (direktør for en bomuldsfabrik i Schwechat i nærheden af Wien) var født i Letland (en baltisk provins).

 

Hendes moder var en Boerhave af den berømte læge og videnskabsmand Herman Boerhave. Der står en statue af ham foran universitetet i Leyden, Nederlandene. Jeg opdagede denne oprindelse ved et tilfælde ... men jeg vil ikke fjerne mig fra mit emne.

 

I nogle måneder har jeg ført en detaljeret korrespondance med hr. Guy Arlès-Dufour og hans familie. Der er kun én generations forskel på slægtskabet med familien Arlès-Dufour og med Dem. Da jeg er den ældste af os to, vover jeg hermed at foreslå, at vi kalder hinanden fætre.

 

Hr. Arlès-Dufour har sendt mig kopier af de breve, som De har sendt til ham med oplysninger om familien; jeg er således blevet klar over, at De - blandt andre steder - har en filial i München. Dette lader mig håbe, at De en dag vil aflægge mig visit.

 

Motivet til mine aktiviteter inden for slægtsforskningen er yderst alvorligt . For mig og størstedelen af vore venner er samarbejdet mellem de europæiske nationer, og specielt mellem Frankrig og Vesttyskland, det uundværlige fundament for vores fælles fremtid i fred og frihed.

 

I dette brev finder De yderligere kopi af teksten til et interview

til "Deutschlandfunk" udsendt d. 25. august 1984 i anledning af 40 års-dagen for befrielsen af Paris; det er på fransk ... I juli måned var jeg i Paris for at medvirke i en reportage til ZDF (Züdeutscherundfunk), hvor man lavede interviews med flere af de mennesker, der havde været vidne til denne vigtige begivenhed - ja, af betydning for alle.

 

Jeg var ung reserve officer og havde alligevel ansvaret for al kommunikationen til "Kommandanten over Stor-Paris". Det var mig, der tilbageholdt Hitlers endelige ordre om, inden for 12 timer, at ødelægge broerne, hele industrien, regeringebygningene og Eiffeltårnet. Tanken om mine forfædre opmuntrerede mig i denne meget risikable situation. Hvis De kan læse tysk, vil jeg sende Dem tre numre af TV-bladet "Hör zu" (Ecoute). Reportagen er ganske vist skrevet i boulevardpresse-stil, men indholdet er korrekt.

 

Efter denne lange indledning tillader jeg mig at fremsætte et par ønsker. Jeg vil være Dem meget taknemmelig, hvis De kunne udfærdige mig en liste over alle efterkommerne efter Maurice Chabrières og Pauline, født Arlès-Dufour med alle datoer, navne og steder for fødsler, bryllupper, dødsfald etc. , samt professioner, også for kvinderne i familien. Slægtsforskningen bør være komplet og korrekt for at have videnskabelig værdi. Oplysning om stederne er nødvendig for at være i stand til af verificere informationerne.

 

I dette brev finder De en liste over familien Dufour (Dufour-Féronce), i dag Dufour Feronce, uden accent aigu og uden bindestreg. Det drejer sig om efterkommerne efter Paul-Emiles storebroder. Denne Jaques-Ferdinand, hvis kone var født Féronce, blev adlet af kongen af Saxen, men fik tilladelse til ikke at anvende den adelige partikel (von). Og familien, der var stolt af sin franske historie og tradition samt sin handelmæssige baggrund, har aldrig benyttet sig af dette privilegium, med undtagelse af én fornem og fremragende person: den tyske ambassadør ved Folkeforbundet i Genève før Hitlertiden. Jer er sikker på, at De kender hans navn: Freiherr (Baron) v. Dufour Feronce. De kan finde ham på listen over familien Dufour.

 

Min korrespondance med Hr. Guy Arlès-Dufour har sat mig i stand til at udarbejde en næsten komplet liste over familien Arlès-Dufour, og min korrespondance med Hr. Eichler i Koblenz, gift med en Müller-Arlès, har givet mig oplysninger om Arlès-Dufour-efterkommerne i Tyskland og om døtrene i familien. De ser her alt, hvad jeg ved om Deres familie Chabrières. Jeg har kopieret nogle sider fra den ovenfor omtalte bog. De kan finde brylluppet mellem Maurice Chabrières og Pauline Arlès-Dufour samt nogle olysninger om oprindelsen til og betydningen af Deres familie, der før i tiden var adelig og meget engageret i huguenotternes kamp. Yderligere De finder teksten til et portræt af vores fælles slægtning Madame Henriette Dufour; denne tekst er virkelig morsom og kan muligvis interessere Madame Chabrières, Deres kone.

 

Rapin fik 12 børn med sin kone, men af disse 12 børn nåede kun de 6 at blive voksne; alle giftede sig. Den mandlige linje er nu uddød. Familiens mandlige medlemmer udviste en forbløffende og beundringsværdig trofasthed

over for deres konge, Frederik d. 2. af Preussen. De sidste efterkommere (Rapins oldebørn) faldt imidlertid i krigen mod Napoleon, i Rusland og i nærheden af Leipzig. 5 af de 6 døtre fik til gengæld et betydeligt antal indflydelsesrige efterkommere, og så godt som alle har levet op til familiens niveau; der findes således mange videnskabsmænd, officerer (endog generaler), præster, handelsmænd med store virksomheder, opfindere (to Nobelpriser), diplomater, politikere etc. etc. Selv i dag befinder efterkommerne efter vore fælles forfædre sig i de mest interessante og ansvarsfulde stillinger. Uden huguenotterne, uden den europæiske kultur, specielt den tyske, ville slægten ikke have udviklet sig, som tilfældet er. Blandt efterkommerne har jeg glemt forfatterne og digterne.

 

På listen over de fire grene tilbage til Karl d. Store har jeg ladet plads stå åben til to generationer: Deres forældres og Deres faders forældres. Jeg antager, at De er søn af den Chabrières, der giftede sig med en englænderinde, fordi De skrev, at Deres søn Maurice rejste til England i 1978.

 

Jeg har vedlagt tre ret primitive (men tilstrækkeligt gode) kopier af denne betydningsfulde forfader; det er kopier af portrættet (en gravering) fra hans berømte "Englands Historie", udgivet i Haag 1726 et år efter hans død i Wesel i Rhinlandet. Graveringen er lavet af Jakob Houbraken (den betydeligste gravør i Nederlandene i d. 18. årh) efter det fremragende portræt af Rapin, malet i 1699 af Jean Henri Brandon, der blev født ca. 1665 i Sedan og døde 1714 i Utrecht; Brandon malede ligeledes et portræt af Rapins kone. Han var huguenot og flygtning ligesom Rapin. Han havde forladt Frankrig i 1686, men 1692 var han allerede "Regent" ved Kunstakademiet i Haag. Jeg opdagede disse smukke portrætter i Herrlingen i nærheden af Ulm i et lille hus, der tilhører/te Baronnesse de Maucler, den sidste efterkommer efter Rapins tredje datter, og jeg har fået dem reproduceret (farvefotografier) ... Ligeledes ejer jeg kopier af de fremragende portrætter af Jaques-Marc Antoine Dufour og hans ægtefælle Anne M. Pallard, samt af Jeanne Henriette Dufour de Rapin med datterdatteren Victoire Elisabeth, kone til Henri-Charles Platzmann (vore fælles slægtninge); jeg skal få lavet et sæt reproduktioner ... således at De kan få et galleri af vidunderlige portrætter. Familien Dufour er malet af Antoine Graff.

 

De må endelig ikke frygte, at mine breve generelt er så lange. Det er næsten midnat. Jeg afventer Deres svar i spænding og med utålmodighed. Jeg beklager, at mit fransk er så mangelfuldt, men jeg håber, at De dog vil være i stand til at forstå mine løjerlige sætninger.

 

(Ordret: Jeg beder Dem, kære Herre, være forsikret om mine ærbødige og tillige familiemæssige følelser)

 

 

 

Deres ærbødige slægtning Ernst v. Bressensdorf

 

 

PS - Nogle bemærkninger om mig selv og min familie :

 

Født i 1917, søn af grundlæggeren af forlaget for geografiske bøger, List u. v. Bressensdorf, grundlagt 1907. Min kone Ricarda, født i Würtenberg, er uddannet pianist, og jeg har selv studeret sang, dog ikke professionelt. Vi mødte hinanden gennem musikken. Efter socialisationen, eller rettere konfiskationen af forlaget, er jeg aldrig vendt tilbage til Leipzig. Fra 1945-1951 arbejdede jeg sammen med amerikanerne, og derefter har jeg været repræsentant for fem kendte forlag i Bayern og Syd-Tyrol (den del af Italien, hvor man taler og læser tysk).

 

Jeg har arbejdet i denne profession fra 1952 til 1983, og jeg har tillige skrevet for flere aviser (litteraturkritik og føljetoner / kritik af bøger og føljetoner) .

 

Vi har en datter, Silvia, på 40 år, skilt og uden børn, der bor i nabohuset til vort eget. Vores anden datter, Viola, bor i Berlin. Hun har to børn: Hnedrik (8 år) og Saksia (5 år). Hendes mand, Thomas A. Glatz, kommer fra en familie af fabrikanter (Rotaprint, fabrikation af kopi- og trykkerimaskiner; dog, for tre år siden var det desværre nødvendigt at sælge dette firma på grund af økonomiske vanskeligheder).

 

Vores søn Michael, født i 1963 efter 20 års ægteskab, er ansat på forlaget "Deutscher Taschenbuch-Verlag" (DTV) i München, det største og mest kendte forlag i Vesttyskland. Den 24. maj 1986 blev han gift med Astrid Fuchs; hun er boghandler, men har endnu ikke afsluttet sin uddannelse. De giftede sig sent, men bedre sent end aldrig. Det vil i al fald vare 3-4 år med det første barnebarn.

 

Bayern er min farfaders fædreland. Han har altid haft lyst til at købe en bondegård (Rittergut) i Bayern, men min bedstemoder, der var født i Leipzig, har aldrig villet forlade sin fødeby. Hvis han havde kunnet realisere sin drøm ville vores situation have været langt bedre. Vi har imidlertid her et smukt gammelt hus i en gammel have, lige ved siden af vore slægtninge, - et hus, som jeg fik købt til en rimelig pris. Her i Bundesrepubliken er jeg startet helt på bar bund, og jeg er ikke særligt rig, men vi er godt tilfredse.

 

Mange familier af den saxiske adel tilhører efterkommerne efter Marc-Antoine Dufour og Henriette de Rapin ... familier, der alle har betalt dyrt for "Monsieur Hitlers" sindssyge og til sidst kriminelle politik. De har ikke blot mistet deres formuer og herregårde men også deres sønner og ægtemænd; næsten alle disse familier bor nu her, og de har været i stand til at finde acceptable livsvilkår.