Johann Leopold Michael Bresselau von Bressensdorf
St. Stefanskirche, Dom. Wien

Her blev  Michael Löb døbt 17. maj 1796
Skriv en tekst her
 

Michael Löb Bresselaus vej til adelsbrevet


Johann Leopold Michael Bresselau von Bressensdorfs biografi

I lang tid vidste vor familie kun så meget om adelserhververen, som var overleveret af hans søn Forstmeister (omtr. fuldmægtig i skovstyrelsen) Felix, af hans enke Auguste, født de Bary, og deres børn, og det var så godt som intet ud over fødselsår, stilling, nobiliteringen og dødsdag. Siden anstrengte jeg mig ud af det allerede foreliggende materiale og gennem egen intensiv forskning at bringe lys i mørket om hans fortid og at klarlægge de sammenhænge, der blev til den foreliggende biografi.

Med adledes personlighed rykker familiens udspring og udvikling med dens mærkværdigheder og de deraf følgende spændinger i forgrunden. Oberst Ralf von Bressensdorfs og Otto von Bressensdorf optegnelser og frem for alt oplysninger fra statsarkiverne i München, Münster, Hannover og Hildesheim danner grundlaget for det, der nu er blevet kendt for os som hans liv og karakter.

Löb (også Loeb og Levi) Michael Bresselau (også Breslau) blev født 1752 i Hildesheim, som senere ved Napoleons nåde kom til at tilhøre kongeriget Westfalen. derfor er Löbs føde- og fædreland i et dokument fra München i 1805 omtalt som Westfalen. Den nøjagtige fødselsdato er ikke kendt, fordi man på den tid ikke førte folkeregistre, og der blev heller ikke ført jødiske kirkebøger. Han var det tredje af Michael Meyer Bresselau også Bresselauer eller Breslaus af seks børn. Faderen ejede et grundstykke i Kesselerstraße nær ved St. Anna kirke, der ikke eksisterer i dag. Vi ved endnu ikke hvor mange søskende Löb havde, men tilsyneladende var der mindst tre brødre og også søstre [Det er senere opklaret – se Ældste genealogi]. En børneflok var for det almindelige folk, som han jo tilhørte, en Guds velsignelse. Hans forældre hørte til folkets førende lag. Hans moder stammede fra en meget anset familie i Hildesheim på den tid. Hun hed Blume og var født Würtzburg(er). Hun var datter af forstanderen for den jødiske menighed i Hildesheim, David Würtzburg, der helt til 1750 blev kaldt forstander og som må være død i 1752, fordi hans hustru da blev kaldt enke.

Löbs far Michael Meyer (også Mayer) Bresselau var siden 1737, året han blev gift eller nogle år tidligere, bosat i Hildesheim. Hans svigerfader, David Würtzburgs stilling muliggjorde Michael Meyers hurtige opsving; men forældrene blev ikke i Hildesheim. Löb tilbragte sin barndom og ungdom i den traditionsbundne by, der vel udøvede indflydelse på hans udvikling. Det er dog kun formodninger, der kan anstilles om hans barndom. Sandsynligvis fik han i faderens og bedstefaderens hus en gedigen opdragelse efter sit folks traditioner og blev ikke kun forberedt på købmandserhvervet, men fik også en god almendannelse og en speciel uddannelse i sit folks historie og religion. Hildesheim havde på den tid en rig jødisk menighed og endog et rabbinerseminarium. Det er således muligt, at Löbs bedstefader, David Würtzburg var menighedens midtpunkt, ligesom også Löbs fader blev forberedt på sit senere embede som Landesrabbiner for Westfalen. Löb blev dog som sin broder David ikke udset til et præsteembede. Af hans tre brødre var Hirsch Michael, der senere levede som handelsmand i Bamberg og Ansbach og blev fader til den personligt adlede livlæge Heinrich Ritter von Bresselau, bestemt ældre end Löb. Han må være født 1750 eller kort før. I Hamburg var Israel Michael Bresselau bosat. Han må være født 1755. Dette årstal udledes af hans dødsår. Hvornår David Michael blev født er ikke bekendt. Han blev faderens efterfølger i embedet som Landesrabbiner. Han må have været en smule yngre eller ældre end Löb.

Familiens flytning til Westfalen fandt sted i 1765. For fader Michael Meyer er registreret i 1763 som ’Schutzjude’, selvom han allerede i 1761 dukker op som repræsentant Kammeragent [handels-våbenagent] for Oppenheimer i Münster.

[En Schutzjude er en jøde, der mod betaling fik fyrstens eller øvrighedens beskyttelse og nød flere privilegier end andre jøder].

Tilsyneladende opholdt familien eller i det mindste faderen sig i Münster. Det er dokumenteret at Michael Meyer fra 1771 havde en selvstændig bolig i Warendorf. Den 3.september 1773 blev Michael Meyer Bresselau valgt til Landesrabbiner for Westfalen. Dette valg blev bekræftet 2. november af den kurfyrstelige ærkebiskop af Köln; Maximilian Friedrich, greve af Königsegg-Rothenfels, der desuden var fyrstebiskop af Münster. Bekræftelse blev givet på grund af hans ’ustrafbare liv og dygtighed’ og med den betingelse, at Michael Meyer slog sig ned i Warendorf. Som tidligere omtalt var Landesrabbinerens embede ikke kun at være den øverste præst, som der er med vor tids sprogbrug, men om en dommers ansvarsfulde førerstilling for den samlede jødiske menighed i Westfalen også som forsvarer for dens rettigheder og interesser.

Denne stilling hindrede dog ikke Michael Meyer at udøve sin forretningsmæssige virksomhed som Münsters hoffaktor [ansvarlig for en del af hoffets virksomhed], som leverandør til hæren og prægning af mønter. Til dette arbejde har han trukket sine sønner med, så de derigennem har tilegnet sig fremragende købmandsmæssige egenskaber. Hele familien blev en slags Familie-aktieselskab. Man må i øvrigt antage, at der har bestået venskabelig forbindelser med familien Oppenheim, der var efterkommere af den berømte jødiske filosof i nyere tid David Oppenheim fra Prag. Det er der mange grunde der taler for. Nok er det endnu ikke lykkedes at frembringe beviser. Men, som det første må det stå fast, at Michael Meyer Bresselauer født ca. 1712 i Breslau som søn af en Mayer, der må stamme fra en anset slægt, fordi Michael ellers ikke var blevet Landesrabbiner. For det andet taler Michaels samarbejde med kammeragenten Oppenheim i Münster. For det tredje er det den kendsgerning, at Israel Michael Bresselau katalogiserede David Oppenheims bibliotek, som i dag befinder sig i Oxford. Det er ikke særligt sandsynligt, at Israel var David Oppenheims oldebarn. For det fjerde havde Michael Löb beviseligt familiemæssige tilknytninger til Prag og opholdt sig der omkring 1795 i længere tid. For det femte er det i følge den tilgængelige litteratur oplyst, Oppenheimers datter giftede sig i Breslau med byens rabbiner Chaim (hayim) ben Ezechiel Jona Te’omin, der var søn af Rabbiner Ezechiel Te’omin i Pzemisl , som tilhørte det ældste jødiske aristokrati og Peril N., der i 1722-1727 sad i embedet.

Alle disse grunde taler for, at Michael Meyers fader Meyer er identisk med Chaim, selv om en fortyskning af Chaim sædvanligvis er Heiman. Men det kan eller kunne også være, at man i Hildesheim har skrevet Mayer for det på tysk ikke kendte navn Chaim. Måske bringe et studium af kilderne nye enkeltheder frem.

Hvis disse iagttagelse kan bibeholdes, så ville Löb og dermed også hans mange efterkommere kunne føres tilbage til tidens mest betydende filosof ved siden af Moses Mendelsohn. Efter hans begavelse og ærgerrighed. Löb var fuld af ærgerrighed og ville under alle omstændigheder føre det til noget. Mellem 1765 og 1770 har han fået en meget individuel forretningsmæssig uddannelse og vel også nogle fuldmagter, hvis ikke han sågar har overtaget en del af faderens forretning.

Kun i kort tid har vi vist, at Michael Löb må have giftet sig for første gang i 1771. Af hans testamente i München i 1805 bliver det bekendt, at der i det første ægteskab har været 6 børn. Imidlertid kan der kun findes bilag for tre sønner og en datter. Af deres fødselsår kan man regne året for ægteskabets indgåelse efter jødisk ritus ud. Ægteskabet har han afsluttet efter 20 år, hvad der slet ikke er forbavsende, fordi et folks førende lag gifter deres børn væk hurtigst muligt, mens de er unge både af religiøse og af politiske grunde og ikke mindst af økonomiske årsager, thi intet folk er vel mere omsorgsfulde for dets afkoms ve og vel i økonomisk henseende end det jødiske. Så det kan ikke undre, at Löb giftede sig ind i den bekendte Charlottenburger hoffaktor Behrends familie. Døtrene blev gift efter orientalsk, patriarkalsk tradition, uden der blev spurgt efter deres mening. Löb første kone hed Margane Behrend og hun overlevede sin mand i mange år, thi hun er i Berlin nævnt i sin søns Williams hjemstavnsbog som vidne i 1819. (Kilde: Dødsboet efter Hofrat Dr, Schön. Aktnotat i landsbiblioteket i Württemberg).

Tiden fra 1771-1782 har Löb overvejende tilbragt i Charlottenburg, sikkert som ’Unterlieferant’ embedsmæssigt kaldte Hoffaktorens Associé , altså medarbejder hos svigerfaderen Behrend. I dette tidsrum fødes hans børn af første ægteskab: Meyer Moritz Leopold født 1772 (udvandret til Danmark), Carl Frederik Wilhelm født 1776 eller 1778, Hermann David fødselsår ukendt, draget til Magdeburg 1813, Fromet, født 1773/74, gift i Hildesheim, Bernhardine (Peregrine) og Hentiette, der vel var den yngste men alligevel må være født før 1784, fordi alle børn var myndige, 21 år, ved faderens død 1805 Den sidste levede ugift som 60årig i Berlin. Fremskaffelsen af de nøjagtige personoplysninger er svær, for de alle ligesom faderen Löb overtog den kristne religion, men på forskelligt tidspunkt og på forskellige steder, da de allerede var myndige og fordi de alle sammen i det mindste sønnerne ændrede deres fornavne ved dåb. Michael Moritz Leopold, der tog til Danmark lod sig ikke døbe, det gjorde først hans 5 sønner.

Fra 1782 til året 1795 levede Löb dog igen med sin familie i Warendorf. Der oplevede han sin højagtede faders død 18.sept. 1789 og var til stede ved valget af hans broder David Michael Breslauers valg 24. November 1789, hvor Michael Löb fremlagde attester, der viste hans broders renhed og egnethed for posten (Staatsarchiv Münster).

I en attest fra Düsseldorf lød det: ’David Breslau er en særdeles lærd og desuden en from mand, og ligeledes, at han ville være bedst kvalificeret til Landesrabbiner.’ Og rådet i Warendorf kvitterede, at han ’havde udført embedet oprigtigt, ærligt og fromt’.

Allerede 1792 giftede en af hans døtre sig, sandsynligvis den ældste i Hildesheim boende Benedict, der bar navnet Fromet, med Wulff Herz’ søn, der indrettede en såkaldt ’Judenschutz’ for sin kone (Staatsarchiv Hildesheim).

Indtil året 1795 ved vi kun lidt om vore stamfader, der engang hed Löb Michael Breslau også Bresselau. Hans tilsyneladende ældste søns udvandring til Danmark fandt sted i 1787, og det interesserer i denne sammenhæng at Meyer Moritz allerede dengang i ’Indvandringspapirerne’ er betegnet som sproglærer. Tilsyneladende havde han en udmærker uddannelse og havde måske også bl.a. lært til hebraisk af sin bedstefader og/eller sin fader og rejste til udlandet for at perfektionere sine sprogstudier. Om ham og hans efterkommere beretter familiens danske stamtræ.

Fra 1795 har vi nøjere kendskab til til Löbs videre skæbne. I dette år fører forretninger eller private grunde ham til Prag. Tilsyneladende var hans første ægteskab ikke mere lykkeligt, hvad der bliver forståeligt, når vi ser på hvilke måde ægteskaber på hans tid blev besluttet i ortodokse familier. Vi kender ikke til de grunde, der førte til det endegyldige brud med Margana, men det er også muligt, at hans tilkomne brud med sit folks traditioner og tro også førte til brud mellem Löb og hans familie. Hertil kom, at han tilsyneladende følte en ny lidenskabelig kærlighed til Henriette Jacobi, som var født i Telgte som datter af en forbigående bosiddende købmand Jacob Abraham og hans hustru Rosalie, og som var blodsbeslægtet med ham, Hun var sandsynligvis på mødrenes side i familie med ham formodentlig enke efter en broder eller en søster til hans moder eller direkte en niece til ham gennem en søster. For det sidste taler den store aldersforskel på 17 år. Det handlede om familienavnet Jacobi, der dukkede op i 1797 i München i en vielse, og patronymet, det latinske genetiv Jacobi vil sige datter af Jacob. Löbs første ægteskab var på det tidspunkt afsluttet eller gjaldt i det mindste som afgjort. Der er ingen skilsmisse dag overleveret og Henriette fødte ham i Prag 24. Marts 1795 i ’Neuen Wirtshaus’ en datter, der ved den kristelig dåb 19. Maj 1796 fik navnet Rosalie efter sin mormoder. Löb var i det samme år taget videre til Wien ad Henriette og datteren. Tilsyneladende havde han på dette tidspunkt en god forbindelse til hoffet.

Den 17. Maj 1796 lod han sig i en alder af 44 år døbe katolsk i St. Stefansdom og fik de kristelige fornavne Johann Leopold Michael. Det er ikke overleveret, hvilket fornavn han betjente sig af, men af hans søns Wilhelms stambog fra Berlin fremgår det, at navnet Leopold er det foretrukne.

I dag lader det sig ikke mere fastslå, hvilke motiver, der foranledigede Leopold til dette afgørende skridt. I det hele taget må vi passe på at anlægge kristne målestokke på vore forfædres handlemåder som f.eks. en kristelig dåb, der ville forudsætte en fri bevægelighed i landet og ligeberettigelse, som de var udelukket fra. Vores familie stammer fra et lag i det jødiske folk, der af specialister ganske simpelt bliver betegnet som et jødisk aristokrati. Det er derfor kun forståeligt, at vore forfædre led under den sociale nedgørelse som de og deres trosfælder var udsat for af emancipationen i Tyskland og også andre steder i Europa. De forsøgte at sprænge de samfundsmæssige rammer, idet de først udadtil gjorde alt for at blive ligeberettiget. Nogle kæmpede for ligeberettigelse f.eks. Moses Mendelsohn, Gabriel Riesser og hans forgænger Meyer Israel Breslau i Hamburg, nevø til adelserhververen, der indførte, var medindstifter af, den første reformerte jødiske menighed i Hamburg, og vel også i hele Tyskland, med tysk prædiken, tysk sang og orgelspil. Andre valgte assimilationens vej og blandede sig efter dåben med gode tyske familier af alle lag. Til de sidste hørte vor stamfader. Det ville være en selvbedrag, hvis man antog, at han overvejende havde religiøse grunde for at gå over til kristendommen. På den anden side ville det være uretfærdigt at tilskrive ham ’tvivlsomme’ motiver, som nazi-æraens historikere plejede at gøre. Skulle det da være ’tvivlsomt, ’smudsigt’ , hvis et menneske, der tilhører et ældgammelt og højtbegavet kulturfolks øverste lag i et gæsteland stræbte efter at indtage en stilling, der hans mening og begavelse passede socialt og erhvervsmæssigt og stræbte efter at opnå kontakt med folk, som han efter sin begavelse følte sig tiltrukket af? Den ærligt mente opdragelse af børnene i en ny tro og i kærlighed til sit nye fædreland bekræfter hans uangribelige hensigter. Der er for få enkeltheder kendt om adelserhververen, så man kan fælde en endelig dom om hans karakter, men uden tvivl hørte det til hans mest fremtrædende egenskaber ikke kun af tænke erhvervsmæssigt og socialt ærgerrigt, men også tænke diplomatisk, praktisk stærkt, tilpasning og indfølingsevne og sans for familie og traditioner. Da han lod sig døbe kristent, så tænkte han hovedsageligt på sine børn og deres efterkommere, som han ville sikre en ligeberettiget tilværelse. Han var født jøde, men han følte tysk og ærede monarkiets statsform.

Leopold – sådan vil vi kalde ham fra nu af – besad efter den tids målestok en betragtelig formue, som han vel til dels har arvet og for den største dels vedkommende her erhvervet i løbet af livet som leverandør til hæren og som handelskommissær i stor stil i Charlottenburg, Münster og andre steder, også med leveringer til det kongelige hof i Hannover. Hans familie havde den tætteste og mere eller mindre venskabeligste kontakt til andre bekendte hofleverandørkredse som Behrend, Oppenheim, Würtzburg, Mendelsohn, Kaskel og andre. Desuden sad hans nære spredt overalt i og udenfor Tyskland på handelspladser, hvor de ved hjælp af forretningsforbindelser kunne fremme de fælles forretninger. Faderen Michael Meyer sad i Warendorf med Münster-Hannover som centrum og hans søn David efterfulgte ham. Leopold selv var i Charlottenburg, forbigående i Warendorf og endelig i Prag, Wien og München. Èn broder (Israel) var i Hamburg, en anden(Hirsch) var i Bamberg og Ansbach. Den ældste søn drog til København, den næste og til Berlin, der tredje til Magdeburg, og hvem ved hvilke svogre og svigersønner, der tog til forskellige og endnu ikke besatte handelspladser (Hilderheim og Danzig)?

I al fald var Leopold en rig mand, da han flyttede til München, hvor han den 6.november 1797 i den pavelige Nuntius’ huskapel efter det katolske ritual blev viet til Henriette, der den samme dag havde modtaget den kristne dåb og fik fornavnene Henrika Ludwika (skrevet i bayrisk tradition). Efter ægteskabstraktaten 6, februar 1798 medbragte hun en medgift på fl. 6.500 det er sandsynligvis Floriner [fl. betyder tyske gylden]. Traktaten blev bekræftet 1799. Den 31. December 1798 blev der født det andet barn af denne forbindelse: Felix Johann Leopold af Paula Sylvester Bresselau (fra 1800 von Bressensdorf), det var stamfaderen til samtlige i dag stadig blomstrende grene af familien i Tyskland.

Årene 1795-1799 var altså glanstid og højdepunkt for hans usædvanlige liv. Han erhvervede et hus på Lenbachplatz på hjørnet af Pfandhausstraße i München. Efter oplysninger af Erwin von Bressensdorf skal det have ligget i Dienerstraße. Han plejede at køre med firspand, hvad der på den tid var en stor sjældenhed og krævede en særlig tilladelse. Familiens passion for heste stammer altså fra ham. Den findes endnu i dag i alle grene af familien, ja den voksede endog i de følgende generationer, tiltaget gennem Felix ægteskab med Auguste de Barys og hendes ridderlige arv . Interessen kommer fra semitternes naturlige forbindelse med dyr, særlig med heste, frem for alt Araberne, som man også kan finde hos jøder.

Leopold nød Kurfyrste Karl Theodors tillid og venskab. Han anstrengte sig længe for at vise sig nyttig for staten i en eller anden form, thi det lå hans væsen nær, efter selv at have fået ligeberettigelse at fremhæve et eller andet for andre, hvad han søgte at opnå, så han besluttede at udvinde tørv fra området mellem Dachau og München. Allerede i foråret 1798 havde han begyndt forhandlinger med den kurfyrstelig-bayriske umiddelbare Donaumooe kulturkommission om at købe mosegrunde ved Carlskron Carlsruhe til 9610 dagsværk for en pris af 575.000 fl,. der skulle betales inden for år. Salgs-købsaftalen blev retsgyldigt afgjort . Den 25. Juli 1798 optog kurfyrsten Leopold på listen over de bayriske-pfalzneuburgiske Landsassen [store jordbesiddere der regnedes for adel] og udnævnte han til’ Hoffmarkherr på Carlskron og Carlsruhe’ ved Neuburg ved Donau, hvad der kom meget nær en adelstitel. Desuden blev han kurpfälsisch-bayrisk kammerleverandør.

Da Leopold så sig snydt m.h.t. Donaumoosbesiddelsens indtægtsmuligheder og med den rettidige modtagelse af skadeserstatninger for en stor leverance til armeen, som han søgte af få af regeringen i Hannover, kunne han ikke klare sine retslige forpligtelse i 1799, og gik derfor i forhandling om et bytte med Donaumoos besiddelserne mod nogle to ryttergodser i Pommern Schwartov og Massow, der tilhørte en greve fra Münster-Meinhövel. Disse forhandlinger førte til en byttehandel i Eger den 14. August 1800, men dog var der ved siden af retsgyldigheden af de to landsherrers sanktionen det krav, at køberen erhverve skulle erhverve sig adelstitlen. Nu havde Leopold det uheld, at hans velgører kurfyrste Karl Theodor var død 16, februar 1799 og hans efterfølgerhavde afslået hans bøn om opløftelse til friherrestanden den 15. September 1800. Så bad Leopold i Wien om tildeling af Rigsadelstanden og føjede hertil de fornødne bilag. I Wien havde man på den til færre fordomme end andre steder. Også i Wien stod Leopold efter optegnelser af Otto von Bressensdorf i kraft af sine hemmelige missioner i tæt forbindelse med hoffet og regeringen.

Han blev modtaget af kejseren og tilhørte frimurerlogen og andre hemmelige ordener. Det er derfor ikke særligt mærkværdigt at kejser Franz II, den sidste kejser af ’Det hellige romerske Rige af tysk Nation’, som endte i 1805 og i almindelighed omtales som ’Det første tyske Rige’ ophøjede Leopold til den arvelige rigsadelstand og tildelte adelsnavne ’von Bressensdorf’. Nobiliteringen skete 25. November 1800, altså lige ved århundredeskiftet. Derfor tæller adelen som gammel tysk rigsadel. Den blev tildelt hamog alle hans ægteskabelige efterkommere, altså også børnene af første ægteskab. I det mindste står der ikke noget modsat i adelsbrevet. Selv om de alle fuldvoksne var, gjorde de dog, hvad også angik sønnerne og den ugifte datter Henriette, brug af denne ret. De betjente sig alle med navnet Bresselau von Bressensdorf eller Breslau von Bressensdorf (i Danmark) uden at de i de lande, hvor de boede (Preussen og Danmark), i strengeste betydning af ordet talte til adelen. Leopolds søn af første ægteskab Hermann Leopold David, der var handelsmand i Magdeburg ansøgte 2. Maj 1826 om optagelse i den preussiske adelsmatrikel. Det blev afvist, men det blev bemærket, at som sagen forelå, var der ingen grund til at indvende noget til at ’aspiranten’ førte navner von Bressensdorf. I Bayern derimod blev Leopolds søn Felix af andet ægteskab og alle han efterkommere indført i den bayriske adelsmatrikel (1814). Spørgsmålet er i dag uvigtigt, men på det tidspunkt, hvor adelen nød særlige rettigheder, har det bevæget sindene. I alle tilfælde er vi gennem den adlede Leopold blodsforbundne med de preussiske og danske von Bressendorf’er ganske ligegyldigt om deres adel er anerkendt eller ikke.

Selvom Leopold var i besiddelse af det kejserlige adelsbrev, fik han ikke af sin nye landsherre hverken godkendt sanktionen med byttehandelen af godserne og heller ikke tilladelsen til at føre adelstitlen, fordi han i mellemtiden p.gr.a , at hans betalinger ikke faldt til tiden, var blevet anklaget, og hans Donaumoosbesiddelser blev stillet under tvangsforvaltning. Processen , der omhandlede disse forhold, sluttede med en overretslig erklæring 23. April 1803. Donaumooskomplekset overgik til staten, Den 3.oktober 1803 kom et forlig i stand; hvor Leopold fik en livslang sustentation [til at opretholde livet], der androg 1200 Gylden årligt, til hans enke blev der 200 Gylden i alimentation, og hvert barn fik til dets 21. leveår 40 Gylden i underholdningsbidrag. Hvis den ene forældre var død og 60 Gylden, hvis begge forældre var døde.

Dette store slag traf den ærgerrige mand, der altid tænkte på sin families ve og vel, hårdt og undergravede hans sundhed. Det var ikke hans skyld, at betalingerne af betragteligt omfang udeblev. De skulle allerede have være betalt i 1793 for leverancerne til hæren i Hannover. Så skulle det lige overgå ham, at han ikke kunne sikre sin familie på den måde, som han hele livet havde stræbt efter. Det blev ikke forundt ham at glæde sig over den store ære kejser Franz II skænket ham, for allerede 31. Oktober 1805 døde han ’ af udmattelse efter den sorte pest’, som der hedder i efterretningerne, men i virkeligheden døde han vel af et brudt hjerte, for han kunne ikke overvinde tabet af sin store formue, som han og hans fader og måske også hans bedstefader på mødrenes side med besvær og under vanskelige omstændigheder havde erhvervet.

Efter overleveringer fra familien var han en fornem, flot og formuende mand, der på sine mange rejser til Holland, Belgien, Frankrig, Böhmen og Østrig havde lært mange fremmedsprog. Han skrev og talte et klart og godt tysk og han egnede sig til kontakten med de højeste kredse med sin førsteklasses livstil.

I modsætning til sin søn Felix var han i første række købmand. Ved sin død efterlod han ud over sin anden kone seks børn af første ægteskab, hvoraf mindst tre var myndige, og tre børn af andet ægteskab. En af sønnerne af første ægteskab ved navn Wilhelm levede med ham til sidst i München, og repræsenterede ham, understøttede ham i forretningsmæssige sager. Denne Wilhelm førte den proces videre, som hans fader p.gr.a. udlægningen af ordet ’Moosrente’ havde ført mod statskassen. Den endte 23 januar 1810 i sidste instans med en indrømmelse ved ’Oberappellatiosgerichthof’ til gunst for de efterladte.

Kreditkravet til den engelske regering [huset Hannover] angiveligt på 7.000.000 pund sterling for krigsleverancer til krigen, der endte i 1793, blev også arvet af Felix. Nogle dokumenter kom ved datteren Rosalie Henriette Hummel til Antwerpen og blev der i 80erne udleveret til kusinen Angela, der gav dem til sin mand Charles Semon, der betroede dem til en af de bedste advokater.. Da han imidlertid som Major von Bradford lige stod overfor at opnå baronet værdigheden og allerede havde fået sit ridderskab, tøvede han med at føre proces mod kronen for sin familie. Efter hans død var papirerne blevet væk indtil 1905, hvorefter processen blev åbnet af Fanny Lassen. Den trak i langdrag og blev ikke ført energisk nok, så da endelig krigen kom foranledigede det England til at tilbageholde processen og henlægge papirerne. Dermed var summen endegyldigt tabt for familien von Bressensdorf.

Der findes et billede af Johann Leopold Michael, som viser ham i hans modne år: en fornem, i grunden aristokratiskudseende herre med hvid pudret paryk, hvidt silketørklæde, i mørk elegant formet frakke efter tidens snit (1800). Meget mørke, en smule fremstående, store, udtryksfulde øjne danner midtpunktet i hans sympatiske ansigt, hvis udtryk har noget overlegent, vindende over sig, så han ligner en diplomat. Derunder en lige, lige så talende næse og en forholdsmæssig blød, fyldig mund.

Originalen til dette billede befinder sig i familiearkivet i Starnberg. Det må stamme fra ca. 1797. En mesterlig kopi i olie befandt sig i Erwin von Bresssensdorfs hus i Leipzig. Det brændte ved det storangreb på Leipzig 4. December 1943. Af det sidste eksisterer der en god kopi.

Et blik på Johann Leopold Michaels skæbne træder ved siden af hans kvaliteter frem for alt hans fortjeneste ved stigningen på ranglisten og den dermed vundne særstilling for familien frem, og dermed er samtlige efterkommere forpligtet til at sige ham tak . Han har ved ubøjelig energi og diplomatiske evner formået at sprænge de snævre sociale kæder, der på grund af hans afstamning var lagt på ham og hans familie og har derved lettet livet for generationer af efterkommere, og som samtidig også har forpligtet dem til at gøre adelsnavnet ære – thi som sådan skal adelsnavnet opfattes også i dag. Den skæbne, der ramte ham så selv så hårdt, har over for familien i det lange løb opfyldt hans højeste ønske. Den blev en god tysk og kristelig familie, der var tro mod ham også i nødens stund, og som bragte ham flere ofre end formue, kraft og liv, mere end flertallet af alle andre familier, hvis ariskhed kredser om en askegrå fortid og som i dag betragter deres udspring lidenskabsløst som et historisk skuespil. Blandt Leopolds børnebørn var der 8 officerer, seks bayriske og to danske. Allerede denne kendsgerning synes at modsige den nazistiske raselære. Ved hans tidlige død, d.v.s. da Leopolds søn af andet ægteskab næppe var 5 år gammel, var broen til den førkristlige fortid allerede brudt og var i glemmebogen. Først i nazi-rigets gengældelsespolitik blev erindringerne om den vakt og foranledigede efterkommerne i hundredetal, der levede i og uden for Tyskland, til at tå ved deres udspring, hvorved den største del verdensanskuelig forvirring og fordomme blev bevaret.

Måtte Leopolds resultater, frem for alt adelens ret og pligt, der med historiens udvikling og betydning har mistet deres gyldighed, blive knyttet til hans navn p.gr.a hans særlige stilling i familiehistorien og ikke glemmes.


Ernst von Bressensdorf 1948-50?

oversat af Fritz von Bressendorff  april 2009

Lav din egen hjemmeside med mono.net