Ernst i Paris 1944 (Kilder)

Kendskabet til begivenhederne i forbindelse med Paris kapitulation stammer fra forskellig tid:

1. Materiale fra 1960erne beskæftiger sig med General Dietrich von Choltitz’ indsats.Han skrev sin biografi i 1950, den hedder også ”Brennt Paris?”

Bogen ”Brænder Paris?” 1965, filmatiseringen heraf i 1966, samt enkelte kommentareraf Graf von Armin efter Choltitz’ begravelse og fra Timo von Choltitz’ hjemmeside: General der Infanterie Dietrich von Choltitz er hovedkilderne.

2. Materiale fra 1980erne beskæftiger sig i anledning af 40årsdagen med en medspiller, Ernst vonBressensdorf. Materialer er primært TV- dokumentar udsendelse fra Tyskland og Frankrig med øjenvidneskildringer og avisomtaler.

Dette materiale er uimodsagt.

1. Materiale fra 1960erne

Demedvirkende er:

General (ty) Dietrich von Choltitz 1894 - 1966Øverstbefalende i Paris.
General (ty) Carl Heinrich von Stübnagel1886 – 1944 Choltitz’ forgænger.
General (fr) Phillip Leclerc 1902 -1947 Paris’ befrier
Premierleutnant Dankwart grev von Armin. 1919 - 1981 Ordonnans for von Choltitz.
Premierleutnant Ernst von Bressensdorf 1917 – 1994. Ansvarlig for telekommunikation.

Begivenhederne omkring befrielsen af Paris i august 1944 er beskrevet udførligt 1965 i
Larry Collins(am) & Dominique Lapierre (fr): ”Paris brûe-t-il?”, ”Brennt Paris?”
filmatisereti 1966: ”Is Paris burning?”
Bogens forfattere tilbragte flere uger med Choltitz i hans hus i Baden-Baden og giver en pinlig nøjagtig og omfangsrig skildring, skriver ”Le Monde”.

Choltitz afløste Carl Heinrich von Stülpnagel, der var den første, der nægtede at ødelægge Paris.
Han havde del i 20.juli attentatet på Hitler. Da han blev kaldt tilbage til Tyskland, forsøgte han at begå selvmordved Verdun, det mislykkedes, han blev blind og blev hængt 1944 iPlötzensee-fængslet i Berlin.
Dette er medtaget for at give et billede af den stemning og angst, der prægede hovedkvarteret.

Oberstløjtnant.Bombarderer og erobrer Rotterdam i 1940.
Obert /Genralmajor. Sevastopol 1942.
Komanderendegeneral. Normandiet 1944.
Øverstbefalendei Paris 7. aug. ankom 9. aug, 1944.
I toget fra Berlin til Paris blev han af en SS-officer orienteret om Sippenhaft-loven. Hustru og børn skulle i fængsel, KZ eller dræbes, hvis deres officer-mand ikke adlød ordrer.
Efterlevere i 16 dage ikke Hitlers befalinger: syv befalinger fra Oberkommando der Wehrmacht (OKW) om forsvar for Paris’forstæder med kamp hus til hus til sidste mand. Hensynløs bekæmpelse afterror, sabotage und oprør i byen. Sprængning af 45 broer over Seine og sprængning af fødevarerforsyningenog industricentrene i Paris. Bombardement af nord-øst Paris (GeneralDeßloch-Affaire). Jodl havde 15 .august 1944 givet ham ordre til at bombe, og Choltitz sagde, at han havde gjort det.
Nægtede også at udføre Hitlers sidste ordre og ”Sørgede for at Paris ikke endte som Stalingrad.”
Underskrev kapitulationserklæringen og fik et hjertetilfælde.
Krigsfangenskab1944-46 i England.

Choltitz sagde senere, at han håbede amerikanerne hurtigt ville komme til Paris, så han ikke skulle udføreordren. De allierede ville dog gå uden om byen, den havde ingen strategisk betydning. Den franske modstandsbevægelse ville det anderledes, og general Leclerc befriede 25. august Paris med sin 2.Armored Division.
P.gr.a.sit højforræderi blev Choltitz afskyet af tyske veterangrupper. GeneralfeltmarchalModel mente, at Choltitz skullevære stillet for krigsret i 1944, det var ingen undskyldning, at han var i krigsfangenskab. En ny dolkestødslegende - de forræderiske officerer!
Hans ry blandt franskmænd var heller ikke skånselsløs, ’han skød franskmænd lige til kapitulationen’, blev der sagt.

Choltitz’ højforræderi:
1. forplejning af Paris’ befolkning med 10 mill. tyskedagsrationer
2. frigivelse af 4213 politiske fanger
3. hjemsendelse af ca 40000 kvindelige hjælpere forværnemagten til Tyskland for at forhindre fangenskab
4. kontakt med de allierede gennem den svenske generalkonsul Raoul Nördlng for at få de allierede hurtigere til Paris

Den ed,tyske soldater og officerer måtte sværge, lød:
"Ich schwöre bei Gott diesen heiligen Eid, daß ich dem Führer des Deutschen Reichesund Volkes Adolf Hitler, dem Oberbefehlshaber der Wehrmacht, unbedingten Gehorsam leisten und als tapferer Soldat bereit sein will, jederzeit für diesen Eid mein leben einzusetzen."

Eden krævede lydighed over for Hitler indtil døden, og det skabte tvivl og samvittighedskvaler.

Han var ikke en nazi-general, men en general. Efter krigen blev han ikke afnazificeret– det var der ingen grund til.
General von Choltitz døde 9.november 1966af lungebetændelse i Baden-Baden og blev begravet med militærisk ære der. Der var opstillet et æreskorps fra Bundeswehrs (forbundshæren) med musikkorps. Der var deltagelse af 6 tyske generaler, en delegation af stabsofficerer fra den franske hær med tre generaler. ”Vi soldater fra Bundeswehr takker for den løsning, som general von Choltitz har fundet i Paris. Vi vil bevarer ham i vor erindring som en tapper og human soldat” sagde Generalmajor Köhler påforsvarsministeriets vegne. Han fortsatte: von Choltitz har fundet vejen mellem befaling og samvittighed.”

Graf vonArnim var ikke adjudant (som han bliver kaldt i filmen) for Choltitz, men ordonnans for kommandanten.
Armin er kritisk over for filmen. ’Han forhandlede med den svenske generalkonsul Nördling – det kunne Choltitz ikke. Choltitz var ikke eneansvarlig for at sabotere Hitlers befaling. Vi var mange officerer i Choltitzs nærmeste kreds,der vendte os mod ødelæggelsen.’ (Neue -Rhein. Zeitund 12.nov. 1966)
I sit fangenskab I England og Amerika have soldaterne angrebet ham og skældt ham udfor at være Choltitz fortrolige og for at forråde Hitler. Han søgte ind i en anti-nazilejr i Louisianna.
GrevDankwart von Armin døde 22.juni 1981.

2. Materiale fra 1980erne

Ernst von Bressensdorf i Paris 1944

Ernsts egen oversættelse fra tysk til fransk af 3 artikler i Hör Zu i anledning af en TV-udsendelse på ZDF d. 23. august 1984

Uddrag af artikel nr. 2: Manden, der tilbageholdt Hitlers telegram.

Det var modige mænd, der modsatte sig Hitlers ordre i august 1944. Krigen på Vestfronten kunne betragtessom tabt. I stedet for at efterlade sig et stykke ’brændt jord’, sørgede de for at frelse Paris fra den totale udslettelse.
Ernst von Bressendsdorf fortæller mig, hvordan han blev rædselsslagen, da han modtog et iltelegram fra Førerens hovedkvarter. Telegrammet, der var adresseret til den tyske kommandant over Paris, Dietrich von Choltitz, sluttede med teksten: ’Paris må under ingen omstændigheder falde i hænderne på fjenden,eller i så fald kun som en ruinhob!’

Ernst von Bressensdorf er i dag en meget vital mand på 66 år med hvidt hår og brune, levende øjne. Som ung var han officer og varetog opgaverne som telegraf på Hotel Meurice i Paris, hvor general von Choltitz havde sit hovedkvarter. På sin dechifreringsmaskine dekrypterede han den kodede tekst i telegram nr.772989/44 – og han blev skrækslagen. Ordren fra Hitler var dødsdommen overParis. Den tyske hær kunne ikke holde byen, så derfor skulle den efterlades som en dynge murbrokker og aske.
En anden officer kunne måske have ladet ordren gå videre koldt og kynisk uden at tænke nærmere over det, for mange andre storbyer var jo blevet tilintetgjort under krigen. Men for denne officer, dervar ædel, og som havde sans for kunst, kunne Paris ikke sammenlignes med andre byer. Komponisten Frédéric Chopinhar engang sagt, at Paris omfatter alt, hvad man kan ønske sig af pragt og glans og alle slags fornøjelser. Hvad er livet værd uden Paris?
Den spinkle løjtnant går hen tilvinduet i det elegante Hotel Meurice. Han ser ud på rue de Rivoli, på Louvre til venstre og Place de laConcorde til højre – og på de smukke pariserinder. Han elskede Frankrig. Han havde franske forfædre, bl.a. den ansete historiker Paul de Rapin-Thoyras(1661-1725). Han kendte alle de fredede monumenter, alle museerne. Han var nok tysker, men havde Frankrig i sit hjerte.
Hvad i alverden skulle han gøre? Ødelægge Hitlers ordre? Umuligt. Telegrammet var adresseret til general von Choltitz. Hitler kunne når som helst forlange at få informationer om sagen. Og hvad så? Den 20. juli [med attentatetpå Hitler] var stadig tæt på. Kommandanten over Paris [von Stübnagel] var blevet fjernet og erstattet af von Choltitz, og von Bressensdorfs nærmeste overordnede, general Erich Fellgiebel (senere henrettet), var blevet arresteret. Den, der gjorde oprør mod Føreren, risikerede sit hoved. Når han nu ikke kunne destruere telegrammet med den forfærdelige ordre, så kunne han måske forsinke det et stykke tid, udskyde afleveringen og så videregive det til sidst. Da han fik denne idé, var klokkenblevet 23. – 4. division af det amerikanskeinfanteri nærmede sig Paris.

Om aftenen d. 22. august vidste general von Choltitz endnu ikke, at Hitler havde beordret det utænkelige.
Telegraf-officer von Bressensdorf tilbageholdt stadig telegrammet. Han ville vinde tid. Amerikanerne kom nærmere og nærmere. Man kunne høre lyden af deres kanoner.

Næste morgen videregav officer Ernst von Bressensdorf endelig ordren fra Hitler til generalen. Det var den 23. august kl. 11. Han havde på eget initiativ tilbageholdt telegrammet i hele 12 timer. Var det forgæves? Var det klogt? Hvordan ville von Choltitz mon reagere?

En episode i historien

Revue de La France Libre , no. 266, 2’ trimester 1989

Af Michel Hollard,chef for netværket’Agir’/’Handling’, deporteret til Neuengamme, kommandør af æreslegionen, dekoreret medDSO af ’Hans Majestæts Regering’

Den 25. august 1944 er Frankrig stadig okkuperet. De tyske tropper står under kommando af general von Choltitz, som har hovedkvarter på Hotel Meurice,lige over for Tuilerierne. Telegrafenheden var placeret lige ved siden af generalens suite.

Ernst von Bressensdorf, chefen forhovedkvarterets telegrafenhed, havde kommandoen over den eneste telefon- og telegraflinje med direkte forbindelse til Førerens hovedkvarter i Berlin. – Han er 45 år og gør sig klar til at gå i seng, da en ringetone kalder ham hen til telegrafapparatet.
Det er en bydende ordre til general von Choltitz: Ordren om øjeblikkeligt at destruere alle de mål, der var taget forholdsregler til at sprænge i luften i løbet af de foregående uger. Disse forholdsregler var taget med henblik på at tilintetgøre de vigtigste monumenter og vitale centre i hovedstaden.
Ernst von Bressensdorf bliver skrækslagen. Han beslutter sig til at lade natten gå, før han vil videregive den barbariske ordre; og klokken bliver 13 næste dag, før han tager sig sammen til at fuldføre sin skræmmende opgave.

von Choltitz er rystet. Han sammenkalder sine nærmeste medarbejdere og spørger dem: ’Kan vi tage en så uoverlagt ordre alvorligt? Påtager vi os ikke et ansvar, som aldrig kan undskyldes eller tilgives?’ Alle bliver enige om at nægte.
Oplysninger om at generalen for 2. DB, Leclerc, netop da er på vej til Paris, kommer garanteret lige tilpas og påvirker sikkert de tyske officerers lyst til ikke at adlyde ordren.
Det er højst sandsynligt, at de 13 timers forsinkelse, som man opnåede takket være den officer, der havde ansvaret for at videregive telegrammet, havde den effekt, at den hjalp vore fjender til at se virkeligheden i øjnene og indse deres store ansvar som samvittighedsfuldemennesker.

NDLR / Note de la rédaction / Bemærkningfra redaktionen:
Paris vil altid være et vidunder og enandagt for menneskeheden. ’Pariser vel en messe værd’, sagde engang Henri IV. Det forstod nogle af vore fjender altså – og dét er et mirakel.

Paris : Fra martyriet til Befrielsen Le Figaro 9. januar 1991

Af Hervéde Saint-Hilaire.
Annonceringaf 1. del af en række dokumentarudsendelser: Hovedstæder i krig,
om live ti de store hovedstæder under 2. verdenskrig.
Billederne ses og genses [kommenteres] af nogle af de oprindelige vidner.

[Sidste afsnit]
Mellem de ofte gentagne indslag om Parisunder Besættelsen får TV-kikkerne lejlighed til at se nye, ukendtevidnesbyrd: Efter beretningen afErnst von Bressensdorf, den officer ved telegraftjenesten hos von Choltitz, der dechifrerede telegrammet,hvori Hitler beordrede den totale udslettelse af Paris, ......

Der kan ikke været tvivl om, hvad Ernst von Bressensdorf gjorde den 23. August 1944.

Der er heller ingen tvivl om, at han vidste, hvad han risikerede.

Hensigten var at sinke udførelsen, indtil de amerikanske styrker nåede Paris, og forhindre katastrofen.

Det kan undre, at hverken von Choltitz eller von Arnim nævner Ernst von Bressensdorfs indsats.

Man kan forestille sig, at de ikke kendte til den, fordi Ernst ikke har omtalt den.

Ingen har vel den 24. august om formiddagen interesseret sig for tidspunktet for et telegrams ankomst, der var rigeligt at tænke på.

Ernst von Bressensdorf ville gerne redde Paris, men han ville ikke som tysk adelig stemples for højforræderi, hvad hans valg mellem at adlyde og at følge sin samvittighed ville blive stemplet som.

Man kunne have undt Ernst von Bressensdorf den officielle anerkendelse, der var på vej fra Frankrig.

af Fritz von Bressendorff