Blume Würzburg - Familiens stammoder

Ernst von Bressensdorf skriver (1982 ?) følgende om Blume Breslau, født Würtzburg, vores stammoders herkomst og forfædre:

”I Nazitiden var det direkte farligt at skaffe sig oplysninger om vore jødiske forfædre, og derfor vidste vi meget lidt om disse forfædre. At jeg overhovedet vidste noget, har medført, at jeg og mange af mine bekendte, der var i lignende situation, har passet på ikke at underkaste os Naziideologien.

Da Hitler overtog magten, sagde min bedstefader [Erwin I. 1846-1935] til mig under en spadseretur: ”Denne bøhmiske korporal, denne maler vil med sit fanatiske jødehad ødelægge alt, hvad vi har opbygget efter krigen

[1914-18].” Min [bedste?] fader oplyste mig om vore jødiske forfædre og formanede mig og vennerne til at være forsigtige og tilbageholdende.

Som dreng på 13 år [1930] opfangede jeg , at mine forældres venner, f.eks. den berømte Goethe forsker Witkowski, forlægger Jalowicz, tekstilfabrikant Masar og andre allerede havde oplevet forfølgelse under Nazismens antisemitiske aktiviteter. Nazisterne bedrev gennem deres umenneskelige racelove og deres provokerede krig, der havde ekspansion som mål, på forbryderisk vis en djævelsk planlagt udryddelsespolitik, den såkaldte Endlösung. Det erfarede jeg først som krigsfange i USA, hvor filmene om de befriede koncentrationslejr-fanger blev forevist.

Med hensyn til vores families mandsstamme er jeg ikke kommet længere end til vor adlede forfaders fader, Michael Meyer Breslau 1710/11-1789. [Efter 1982 er er kommet et par navne på]. Han stammede fra byen Breslau, og en følge af adskillelsen af området til Polen, gjorde at det ikke var muligt at forske på stedet. Han var hoffaktor, landesrabbiner og døde i Warendorf.

Helt anderledes forholdt det sig med Michael Meyer Breslaus hustru, vores stammoder, Blume Würtzburg. (ca. 1720- 1791/1792). Hun havde det romantiske fornavn Blume (blomst), der også forekommer i formen Blümle. Hos hendes børn eller børnebørn og andre efterkommere dukker navnet Flora eller Florentine ofte op. Hendes familie hed Würzburg, Würtzburg eller Würzburger.

Jeg (Ernst) tog forbindelsen op med stadsarkiverne i Hildesheim, Warendorf og Münster. Jeg havde bedt om og fået udskrifter i lands- og stadsarkiverne om familien Breslau (Brelauer) hos professor von Klocke. Han var vel kort efter krigen den eneste ansatte genealogiprofessor i Tyskland. Dr. Jacobson (tidligere Berlin, nu London) gav mig henvisningen. Og snart kendte jeg navnet på denne stammoder og hendes fader.

Jeg overdrog forskningen i arkiverne til en genealog i Hildesheim, en pensioneret rektor, der sendte mig 52 ordrette og ortografisk meget let moderniserede dokumenter. Rektor Wilhelm Hartmann førte gennem disse dokumenter bevis for, at Blume Würtzburg gennem sin moder stammede fra en af Hildesheims rigeste, ældste slægter.

Hendes fader var David Michael Würzburg, handelsmand og forstander for det jødiske samfund i Hildesheim. Der bliver berettet om hans liv og virke i hans svigersøns (Meyer,Moritz, Leopold Breslau von Bressensdorf) biografi. Han var gift med en datter af handelsmand Leiff Nathan og hans hustru Rachel af de ansete hoffaktor-slægter, der hed Schay.

Leiff Nathan (1650-1671) af familien Schay (også Leiffmann. Lev eller Levi). var født i Hildesheim i en hoffaktor-familie og døde dér i 1671. Han giftede sig i 1671 med en enke Rachel, datter af Israel Polisch

Ordbog

Hoffaktor: En selvstændig handelsmand og leverandør til hoffet.

Hjalp fyrster med leverancer, der kan være : Sten til byggeri, tæpper og uniformer til hæren, og entrepanørarbejde osv-

Eller det kan dreje sig om bankiervirksomhed, finansrådgivning, diplomati forvaltning af ejendomme, skove, minedrift eller om møntprægning og systematisering af bøger i biblioteker.

Derfor blev jøderne I 1600- og1700tallet som hoffaktorer ofte undtaget fra de indskrænkninger, som deres trosfæller led under. De boede flot og i luksus. og kunne slå sig ned, hvor de ville.

I 1700tallet skulle de som andre jøder tage et almindeligt familienavn, f.eks. Breslau, Kissinger, Oppenheimer, Rothschild, Goldstein osv.

Hoffaktorerne dannede en jødisk ‘overklasse’.

Hans fader var Nathan David Schay (ca. 1622 til mellem 1685 og 1707).

Han blev født og døde i Hildesheim, hvor han var handelsmand. Navnet på hans kone er ikke kendt. Han fik Schutzbrev 28.april 1652.

Nathan David Schays fader hed David Nathan Schay (1596 – 1678), født og død i Hildesheim. Navnet på hans koner er ikke kendt.

Hans andet ægteskab var med fætteren (født 1580) Seckel Hammerschlags enke, som han hentede til Hildesheim i 1625.

Han fik sit Schutzbrief fornyet samtidig med sønnen 28. April 1652.

ORDBOG

Schutzbrief (Beskyttelsesbrev). Jøderne havde fra middelalderen og til 1800tallet ingen rettigheder: De kunne ikke optages i et laug, og kunne derfor ikke blive håndværkere. De måtte ikke eje jord, og kunne derfor ikke bygge hus. Jøderne var henvist til handel og pengeudlån. Og de skulle betale særlige skatter til kejseren, kongen, fyrsten, byen og told.

Hvis de ville og kunne betale for det, kunne de få privilegier gennem et Schutzbrief, og opnå noget af den frihed som de kristne havde..

Mange Schutzbriefe er bevarede, så man kan læse, hvorfor jøderne har fået dem, og hvem der er omfattet, hvike privilegier, der er givet, og hvornår brevet er udstedt.

Faderen Nathan Schay født 1560 I Eislingen ved Augsburg og døde i 1624/1629 i Hildesheim. Han hed i menigheden Nathan ben Jesaja. Han stammede fra en meget rig, dannet og religiøs familie. Han have 4 sønner, hvoraf Nathan David var den ene.

Hans fader, Schay, og onkel, Aron, var hoffaktorer, der begge fik deres beskyttelsesbreve 25. September 1550 af kejser Karl V i Prag. En afskrift af en kopi, der blev udfærdiget i Prag 1596, befinder sig i Hildesheim statsarkiv.

I Schutzbrief begrunder Kejser Karl V. med sit segl, at ”vore jøder Schay og Aron fra Eislingen sammen med deres koner og børn, svigersønner og tjenestefolk og deres gods og liv har modtaget særlig nåde, forret og beskyttelse og har givet dem hans [Kejserens] og rigets frie sikkerhed for hele rigsområdet.”

I år 1587 fornyede Hildesheims borgmester og råd Schutzbrevet for Nathan Schay og hans kone. Heri hedder det ” altså at De og de hos Dem, der har deres bolig i en af vore landsbyer eller her i den gamle by i Hildesheim, må benytte vor bys gader og markeder efter behov. De skal dog forholde dem lydigt, venligt og sømmeligt ligesom jøderne har forpligtet sig til i Neustadt. Andre pålæg: at håndhæve indløsning af pant, ikke at trække kristne over til den jødiske tro, ikke at krænke den kristne religion eller gudstjeneste, ikke holde nogen jødiske synagoger eller skoler.. Modydelser: årligt 15 Reichthaler, ligesom gravstedspenge og vagtpenge og overvågning ligesom jeres andre naboer. Efter Nathan Schays og hans hustrus død skal dette Schutzbrief være dødt, og jeres børn må på ny forhandle med byen.”

[Man burde måske tale om en privilegeret magtesløshed.]

Nathan Schay giftede sig i sit første ægteskab med en datter af Salomo Isachar Israel Scapira eller Spiro. Efter sin første kones død giftede han sig med hendes søster. I lang, lang tid har det også efter kristen skik været almindeligt, at den anden kone opdrog den første kones børn med kærlighed,. Hyppigt døde den første kone jo i barselsseng. Men dengang betragtede man ægteskab med en søster til en afdød ægtehustru for blodskam. I alt fald benyttede ’byens fædre’ rådet, den angivelige blodskam som påskud til at fordrive Nathan Schay og hans familie som også hans trosfælle Marx ud af byen. Udkastet til bekendtgørelsen forfattet af rådet, der bestod af 24 mand samt 4 embedsmænd og 5 laugsmænd befinder sig i Hildesheim statsarkiv, hvorefter ”den forbandede jøde” bliver bortvist fra byer for evigt.

Men Hildesheimerne havde ikke regnet med biskoppen og endnu mindre med kejseren. Biskoppen havde over for byen Hildesheim på det kraftigste protesteret over udvisningen 25.februar 1596. Rådets svar til biskoppen ændrede ingenting.

Nathan Schay havde fremragende forbindelser over alt i riget, særlig i Prag. Således kan man læse i en skrivelse fra den kejserlige kommission i det kongelige slot i Prag i sammenhæng striden mellem ærkebiskoppen af Köln og byen Hildesheim: ”Før og nu har igen de ældste og almindelige jøder i Prag henvendt sig til kejseren til fordel for de fordrevne jøder i Hildesheim. Striden drejer sig særligt om Nathan Schay på grund af ægteskab, som han har indgået med sin kones søster. Striden er anstiftet af en omtalt prædikant i Hildesheim overfor borgmester og råd. Hildesheim jøderne er skaffet ud af byen, og deres privilegier er opsagt. Kejseren fordrer en undersøgelse af stridighederne og beskyttelse af alle mænds ret.

I en videre skrivelse af 11.juli 1597 fordrer kejser Rudolf af kammerretten i Speyer en hurtig løsning på situationen.

3.december 1596 fornyer kejseren efter Nathan hans broder Samuels ønske Schutzbrevet af 25. September 1550.

I en skrivelse af 30. Januar 1601 lægger seks landsässige [her: der havde jord i bispedømmer Hildesheim] navngivne junkere et godt ord ind for Nathan Schay. I skrivelsen stå bl.a. ” dette må vi vedgå, at omtalte jøde Nathan Schay i alle sager og handel, sådan som han ved lejlighed er blevet anbefalet os, har fundet ham indtrængende, oprigtig, føjelig og trofast i en sådan grad, at vi og andre med ham også i tankerne kommer til fredelighed, at han over for os, jeres og andre folk er årsag til, at hans tilstedeværelse er mere tjenstlig end skadelig og betænkelig.” Junkerne råder byen til i egen interesse at optage Nathan Schay og andre Jøder i byen. Brevet ender med ordene ”vi forventer jeres velvillige resolution.”

Rådet i Hildesheim stillede sig velvilligt, også fordi det frygtede en proces. Således befinder der sig i stadsarkivet et dokument fra 4. Marts 1601 ud af hvilket det fremgår, at 7 jødiske familier bliver genoptaget og at deres Schutzbriefe bliver tilbageleveret.

Interessant i denne sammenhæng er også ærkebiskop Ernst i Köln og kurfyrstelige biskop i Hildesheims skrivelse af 22.oktober 1607 og det af to grunde. Her foranlediger biskoppen, at børn og efterkommere af Nathan Schay også efter hans og hans kones død må blive boende i Hildesheim. For det andet er brevet interessant, fordi biskoppen har afsendt brevet fra Schloß Walbeck. Dette slot er i besiddelse af familien Klein-Walbeck. Gennem ægteskab mellem Walther Klein og Maria von Bressensdorf tilhører slottet nu en efterkommer af Nathan Schay. Dette er blot omtalt som en sidebemærkning.

I år 1611 erhverver Nathan Schay – eller Nathan ben Jeesaje tre huse på Lappenberge [stednavn i Hildesheim]. Han forpligter sig til ikke at indrette en synagoge i dem. [Et minde om synagogen, der senere blev bygger, ses i Lappenberge i Hildesheim].

Nathan Schay giftede sig som skrevet med to af Salomo Isachar Israel Shapiras døtre. Den første kone må være død ca. 1594, for Nathan Schay var allerede blevet fordrevet, da han giftede sig for anden gang. Den anden hustru hed Esther, og der er grund til at antage, at hun var moder til sønnen David Nathan Schay, der først døde i 1678.

Nathan Schay ben Jesajas fader Schay var bosat i Eislingen ved Augsburg. Han blev født ca. 1515. Han og hans broder Aron havde som allerede omtalt fået Schutzbrief af Kejser Karl V. i 1550. Det er ikke overleveret, hvor disse brødre stammer fra, men da kejseren ofte boede, residerede i Prag, og at dér fandtes den største, ældste og mest ansete jødiske menighed i Europa, er det muligt at brødrene derfra i kejserligt medfør er sendt til Eislingen, der lå nær Augsburg. Det taler for denne hypotese, at Nathan ben Jesaja havde gode forbindelser til Prag.

Indtast din tekst herFamiliens anerække kan suppleres med oplysninger om faderen til Nathan Schay ben Jesajas to koner, søstrene Spira (Schapira).

Med familien Spiro træder vi ind i ældste rabbiner-familie i Tyskland.

Faderen Salomo Isachar Israel Spira (Shapira eller Spiro, der er det hebræiske navn for Speyer) var rabbiner i Pinsk i Hviderusland og senere i Worms, hvor han døde 1630.

Hans fader Nathan ben Samson Spiro var rabbiner i Grodno i Litauen. Han døde 1577.

Navnet Spiro viser, at bærerne stammer fra Speyer; her er de vel født og herfra er de udvandret mod øst, formodentlig udvist. Senere er de igen vendt tilbage til Tyskland.

Familien Schay kan på mødrenes side altså følges langt i Tyskland. Om de to med navnet Spiro kan man læse om i ’Jewish Enziclippedia’, der udkom i New

York 1905 oversat til tysk.

Enziclippedia, Bind IX pag, 522 ff

(fader til NN og Ester Scay født Schapira).

Nr. 14. Israel Jasacar Spira: Søn af Nathan Spira død i Worms. Han var Rabbiner-kollegiet i Pinsk og senere rabbiner i Worms. Han er nævnt i Responsa nr. 88 af Ma Ha Ra M fra Lublin og i Response- samlingen ’Hut ha Shain’ paragraf 22.

Biografi: Friedberg. Luhot, Zikkarion pag. 59, Kobez al Yad. Berlin 1887.

(Bedstefaderen til de to søstre)

Nr 23. Nathan Nata Spira, søn af Samson Spira rabbiner i Grodno, død 1577.

Nathan have to sønner: Isaac og Israel Issachar

De korte biografier nævner søstrenes oldefader, Samson Spira, rabbiner i Grodno, en onkel en broder og en fætter til søstrene. Alle var skriftslærde og kom i leksikon!

Jewish Enziclippedia bringer på side 93, bind 4 1904 oplysninger om den jødiske menighed i Grodno: I Grodno har der været jøder siden midten af 1300tallet. I storhertug Witold von Litauns ’Store privilegium’ hedder det, at jøderne besidder landbrug og huse, synagoger og deres egne kirkegårde. I 1495 blev de fordrevet af Alexander Jagellon (1461-1505) der lod dem komme tilbage, da han var blevet konge af Polen. De fik deres ejendom tilbage. I en fuldstændig liste over beboere i Grodno fra 1560, altså da Nathan Nata Spiro var rabbiner der, er der opført 60 familier med ejendomme.

I 1609 var der endnu en fordrivelse af jøder. Tre huse måtte Nathan ben Jesaja beholde. I et af dem indrettede han en privat synagoge.

I 1793 var der 400 indbyggere, de fleste jøder. I 1890 40.000 indbyggere, deraf 30.000 jøder. 1897 47.000 indbyggere deraf 25.000 jøder. Efter de første rabbinere Mordechai og Moses ben Arom fulgte Nathan Nata ben Samso Spira, med tilnavnet ’Askenazi’. I dag betyder det ’en jøde fra øst’, men dengang betød det ’en tysker’ eller ’en, der er kommet fra Tyskland’. Han er i Jewish Enziclippedia beskrevet som ’en autoritet på område rabbinsk videnskab’.

Nathan Nata Spiro, rabbiner Samson Spiro i Grodnos søn, er efterkommer af Salomon Spiro, en skriftlærd, der døde 1375, og rabbiner Mattithiah Treves (Trier), som igen er efterkommer af der berømte jødiske bibelkommentator

I Hildesheim befandt sig engang foran Thoraskabet et forhæng, som var blevet stiftet af familien Schay. De sidste linier i stiftelsesindskriften, der blev afskrevet dengang lyder: ”Dette (forhæng) har vi lavet til ære for skaberen og til ære for Thoraen og til ære for dem, der bliver omskåret på den ottende dag.

Den lærde (David Schay) Nathan, søn af Nathan ben Jesaja og Ester, datter af Gaon [ titel på en meget lærd og berømt rabbiner] den lærde Salomo Jsacher Israel Spiro.”

Dette forhæng var tænkt særligt for beskærelses-ceremonien, der hovedsagelig fandt sted i synagogen. Her kan man øvrigt bemærke, at Esters fader har tre fornavne, det kan forklares ved, at han ved en sygdom har fået tillagt et nyt navn.

Ovenover er blevet nævnt, er Grodno (død 1577) Spiro i familie med Mattithah Treves. Jewish Encyclopedi 1906 bind XII side 243-247.

” Familien Treves fik deres navn den dengang preussiske by Trier (Triest), der er berømt, fordi så mange prominente lærde jødiske personligheder drog ud i verden derfra. Ingen andre familier kan så kontinuerligt fremvise en række rabbiner og skriftlærde, som denne familie, hvis forskellige linier er bekendt under navnet Treves, Tribas, Dreifus, Trefouse og Drifzan.

Det er ikke mere muligt at formidle sammenhængen af alle linierne i denne slægt, der allerede i 1300- og 1400tallet var spredt over Tyskland, Italien, Sydfrankrig, Grækenland, Polen og Rusland.

[Så her er fri plads for legender].

Mattithiah ben Joseph Treves kalder den Provençaler, var født i Paris 1325, og døde i 1387. Han blev undervist af sin betydende fader, så studerede han på en fransk rabbinerskole og fortsatte da siden under Nissim ben Reuben og Perez Cohen ben Jsaac. I 1361 levede han i forskellige spanske byer, og han vendte tilbage til Frankrig, da fordrivelses- interdiktet blev ophævet 1361. Embedet som rabbiner for Paris og overrabbiner for Frankrig i Paris fik han at kong Karl V i 1363. Mattathiah blev efter dekret af kong Karl befriet for at bærer kendetegnet, som alle jøder i Frankrig ellers måtte bære.

Han grundlage et rabbinerskole, der hed ”Yeshiva”. Der kun eksisterede kun få rabbinerskoler i Frankrig. Han fik ærestitlen ’Morenu’, (Master ?).

Gennem generalprokurator Manessier de Vesouls formidling udnævnte kong Karl V (1364-1380), der var meget jødebeskyttende, ham til overrabbiner. Vesoul var svigersøn til Matthiah. Matthiah samlede bøger og skabte et stort bibliotek. Han beskæftigede sig også videnskabeligt med litteratur. Et responsum signeret af ham befinder sig på det Franske Nationalbibliotek (Codex 676 nr.5). Han har også skrevet et værk om Talmuds metodologi, som der er bevaret fragmenter fra i bogen ” She erit” af Joseph ibn Verga, der blev udgivet i Mantua.

Ordbog

Talmud er kommentarer til Thora, jødernes hellige skrift

Talmud består af Mishna og Gamara.

Gamara er rabbinernes kommentarer og fortolkninger.

Gamara Makkot er kommentarer til loven og ret og straf

Man tilskriver ham ”Ha Parnas”. Han har skrevet flere liturgiske digte, bl.a. en for aftenandagt. En anden, en bøn på 20 vers beskæftiger sig de ti martyrier.

[10 rabbineres død under den romerske kejser Hadrian – bruges ved Yom Kippur festen]. Endvidere skrev han et værk med titlen ”Eben Bohan”. Et værk der i 1904 befandt sig på det kongelig bibliotek i München.

Mattihiah Treves far Joseph ben Johanan Treves kom også i leksikon. Han havde et tilnavn ”ha Gadol”, der betyder ’den store’. Han levede i 1300tallets første halvdel og var rabbiner i Paris.

Ifølge jødiske leksikon, der er dukket op i Berlin på tysk var Joseph ben Johanan Treves, hans søn Matthiahas og hans barnebarn Johanan II Treves øverste rabbinere for Frankrig, med sæde i Paris.

Jewish Enciclopedia indeholder en overskuelig stamtavle, der begynder med den der en første, der antog navnet Treves, Joseph ben Johanan, kaldet ’den store’, rabbiner i Marseilles og vel også i Paris. Han levede i første halvdel af 1300tallet. Tavlen indeholder over 8 generationer.

I det oplag af Jewish Encyclopedia fra 1970erne kan man desuden erfare, at Joanan, stamfader til slægten Treves levede i Trier i Tyskland i den første halvdel af 1200tallet. I almindelighed blev det antaget at familien Treves oprindelig stammede fra Troyes i Frankrig. Andre mente imidlertid ,at den stammede fra Treviso ved Venezia. Da imidlertid Trier hedder Trèves på fransk, er det mest antageligt, at en tysk herkomst er det sandsynlige.

Det kan ikke mere fastslås, hvem de 3 Spiro-far/sønner fra Paris stammer fra. Betydeligst var Johanan ben Mattathias. Først ledede han kun en menighed, men efter sin faders død i 1385 (?) blev i forståelse med kong Karl VI (1380-1422) Frankrigs overrabbiner med sæde i Paris, og havde dette embede 1385-1394. [Her er der rigtig rod med årstallene].

Efter nogle rolige år blev hans faders mønsterelev ved navn Jsaiah Austruc ben Abba Mari hans rival. Hen gjorde krav på retten til at kalde sig Frankrigs rabbiner ogpå at lede en rabbinerskole. Johanan henvendte sig med bøn om hjælp til de største rabbinere i Katalonien. Hasdai Crescas og Isaac ben Shehet Perfet. De attesterede, at han i forståelse med monarken havde overtaget dette hverv fra sin fader [Joseph ben Johanan Treves] og det i fuld overensstemmelse med menigheden, og at han på grund af sin uddannelse og sin indsats på det bedste er egnet til hvervet. Hans modstander bebrejdede ham passet embedet for slapt og at menigheden ikke mere ville følge lovens forskrifter. Johanan svarede, at hans modstander kun ville have ham væk af egne interesser. Jødernes fordrivelse i året 1394 endte denne lange strid. Johanan flygtede til Italien, hvor han døde i 1429. Han blev højt agtet af sine samtidige. De så i ham ’Den største i vor tid’ og som idolet for generationen.

Når jeg her tilføjer nogle optegnelser om Rashi, så er jeg bevidst om, at meddelelserne om, at familien Treves stammer fra Rashi, i dag næppe kan bekræftes. Alligevel bliver det hævder af jødiske lærde, at afstamningen er forhånden. Om dette nu beror på kilder eller hviler på legendariske overleveringer, kan jeg [Ernst] ikke afgøre. Men det er dog historisk og lærerigt eller informativt at nærme sig sådanne kilder og intersesant at beskæftige sig med materien i disse antagelser.

Rashi, også Solomon ben Isaac (1040-1105) var den betydeligste bibel og Talmud-kommentator. Han blev født i Troyes. Hans moder var en søster til skriftlærde Simeon ben Isaac. Hans fader var skriftlærd og bliver i bøgerne omtalt som Rashi. Vi ved ikke meget om hans barndom.

Legenderne har holdt sig. Engang, fortælles det, smed hans fader en kostbar ædelsten i havet, som de kristne ville bruge til forherligelse af kristelige symboler i deres gudstjeneste. Så forkyndte en overjordisk stemme, at han ville få en søn, der ville oplyse hele verden med sin visdom.

En anden legende beretter, at hans moder engang i en smal gyde var kommet i truende fare. Derfor havde hun presset sig mod muren, der havde lukket sig op omkring hende til beskyttelse.

Troyes var dengang hovedstad i Champagne, og der kom handelsfolk til fra hele verden. På den måde lærte Rashi meget om valuta, bankvæsen og handel. Han kunne lodde, gravere og væve også kunstneriske motiver på forskelligt materiale. Han kunne forsyne silkestoffer med guldbroderi. Desuden lærte han meget om landbrug og agerbrug.

Fra Troyes drog han til de store akademier i Mainz og Worms, hvor han begyndte sit nære forhold til studier. I en alder a 25 år tog han tilbage til Troyes igen, men holdt stadig kontakt med sine lærere og tog af og til akademierne igen, for med lærerne at diskutere en flertydig tekst i Thalmud med dem.

Omkring 1070 grundlagde han en rabbinerskole, der tiltrak mange elever og som efter hans egne læreres død fik endnu mere betydende lærere.

Han havde tre døtre, men deres ægtemænd var hans mest begavde elever.

Familien Sapiro stammede formodentlig fra Rashis første datter Jochebed, der var gift med Meir ben Samuel. Denne havde sammen med Rashi besøgt akademiet i Mainz.

Parret havde sønner: Isaac (Ribam) og Sanuek (Rashbam) født ca. 1080 og døde1158, Salomon og Jacob (1096-1171) som blev kaldt Rabbenu Tam, og som ifølge Jewish Encyclopedia var den betydeligste. Alle hørte til den næste generations fremragende gruppe af franske skriftkloge, der grundede skolen ’tosafot’( d.e. middelalderlige kommentarer til Thalmud.)

Rashids anden datter Miriam ægtede Judah ben Nathan, hvis kommentarer til Makkot (Thalmus sidste bog om love) findes i enhver Thalmud-udgave.

Rashis tredje datter Rachel, giftede sig med Eliezer og var mor til Shemaja.

Rashis sidste leveår var fyldt med lidelse på grund af begyndelsen på det første Korstog 1095-1096 i hvilket han mistede slægtninge og venner.

Overleveringen fortæller, at han havde forudset Gottfried af Bou.illons nederlag. Hans forudsigelse, at Gottfried ville vende tilbage til sin fødeby med kun tre heste som den sidste rest af hans stærke hær, indtraf nøje.

Den påstand, at Rashi på denne tid skulle være flyttet til Worms med sin skole er kun overlevering. Huset med hans navn i Worms ligger ved siden af synagogen, men det er en bygning fra 1500tallet.

Han skulle være død, da han skrev en kommentar til Makkot, og netop skrev ordet ’ren’.

Påskønnelsen af Rashi som Bibel-og Thalmud kommentator og som lærer i spansk og hebraisk grammatik kan man læse om i Jewish Encyclopedie.

Nu skal Rashi altså nedstamme fra Kong David. Om det er en legende, kan jeg

[Ernst] som lægmand ikke afgøre. Måske kan professor Dr. Brilling i Münster eller arkivet i Hildesheim se på kilderne og få understøttet denne mulighed.

Naturligvis er denne mere end fremragende person i den bibelske historie behandler meget udførligt i Jewish Encyclopedie. Men vi som kristne kender også David fra religionsundervisningen og fra Det Gamle Testamente. Davids biografi med illustrationer omfatter 28 sider i Jewish Encyclopedie.

Jeg vil spare mig for at gå ind i hans præstationer og betydning, men jeg vil citere et par væsentlige passager fra kapitlet ’Dynastiet David’. Der hedder det: ”Huset Davids genealogi som et kongeligt dynasti og som et symbol på håbet om tilbagevenden til ’Det hellige Land’ har til alle tider afsat sit stempel på den jødiske historie. Ifølge Det nye Testamente skal også Jesus have været en efterkommer af Kong David, det står i alt fald hos apostlene Matthæus og Lukas. Det er ørkesløst at foretage et forsøg, hvor man adskiller historie og legende.

En genealogisk udflugt i menneskehedens tidligste historie over sine egne forfædre viser på ny, at vi alle er led i en kæde.

(Oversat og noget revideret af Fritz von Bressendorff januar 2010)