Ernst von Bressensdorf

Leopoldstraße 4

8130 Starnberg

 

Ein vergessenes Grab

eller

Kaum einer kennt noch seinen Namen

Ein Denkmal, das keiner (kaum einer) kennt

 

 

I anledning af 200 års fødselsdagen for den kongelige bayriske livlæge Heinrich Ritter v. Bresselau

 

 

 

 

 

 

Den, som engang giver sig tid til at gå på Münchens Alten Südfriedhof og dér under Arkaderne at gå langs æresgravene, ser pludselig sig selv stå over for et monumentalt gravminde, som i sit udtryk minder om den meget bekendte statue af Goethe af Rauch. Dette imposante og kostbare mindesmærke rejste kong Ludwig I. for sin livlæge Heinrich Ritter von Breslau. Billedhugger Johann Halbig har levet op til sin models personlighed. Medizinalrat Dr. Graf kendetegnede i sin gravtale den afdøde med følgende ord: ”Man må have kendt ham, manden med den åbne, hvælvede pande, med de gennemtrængende, skønne øjne, der afslørede hans klare ånd; han forstod at læse i trækkene, ja i andres sjæle.

 

 

Hvem var denne mand, som kongen skænkede sin fortrolighed, og hvordan endte han her?

 

 

Napoleon var skyld i meget.

 

 

Da Heinrich Breslau blev født i Ansbach 26.12.1784 var hans forældre på ingen måde småkårsfolk, som hans biograf i ”Nekrolog der Deutschen” og i ”Lexikon hervorragende Ärzte” formulerede det af hensyn til traditionelle fordomme, for at sløre hans oprindelse. (Her hentydes måske til den jødiske oprindelse o.a.). Måske har én imidlertid skrevet af fra andre, fordi ingen nøjagtigt vidste noget om hans familie.

Breslau stammede fra en formuende og anset hofbogtrykkerfamilie. Hans farfar var i 1732 flyttet fra Breslau til Hildesheim, hvor han på grund af sin klogskab, dygtighed og pålidelighed steg op til at være hofbogtrykker og fyrstebiskopdømmet Hildersheims Møntpræger. Da han døde i 1789 efterlod han sine børn en betragtelig formue.

Heinrich Breslaus far, Heinrich Michael, drog i 1773 fra Warendorf til Ansbach til sin fætter Würzburger og giftede sig med hans datter; hun døde i barselseng. Derefter giftede han sig med Friederike Neuburger, der skænkede ham seks børn. Først var han kompagnon med sin fætter, men fik derefter tjeneste hos den pragtglade Markgreve Alexander til Ansbach og tjente en anseelig formue. I året 1796 købte han den tidligere minister von Benckendorffs statelige hus umiddelbart ved siden af det markgrevelige slot. Det havde ikke kun repræsentative selskabslokaler, men også en dansesal, en fægtesal og flere stalde. Her levede familien nogle lykkelige år. Men da den ødsle markgreve med sin maitresse flygtede for Napoleon til England og efterlod en betragtelig gæld, slukkede Heinrich Michaels lykkestjerne. På så at sige én nat tabte han sin formue, og var nu i virkeligheden en fattig mand. Hans hus var i årevis besat af de franske tropper og blev en fuldstændig økonomisk ruin. For sønnen Heinrich Breslau, den senere læge, betød dette skift også berøring med den franske kultur og den nye tids idealer.

 

 

Studium og militærtid

 

 

I mellemtiden var jøderne vidtgående blevet ligeberettiget på grund af indflydelse fra Code Napoleon (Frankrigs civile lov fra 1804 o.a.). Die Stein– Hardenbergske reformer, der også var gyldige i Ansbach, gjorde det muligt for Heinrich Breslau og hans broder, som de første sønner af jødiske forældre i Bayern, at blive optaget på det dengang ansete Ansbacher Gymnasium. Efter en afslutning med udmærkelse begyndte Heinrich Breslau i 1804 sit medicinstudium i Halle, men måtte allerede i efteråret 1806 flytte til Tübingen, fordi Napoleon lukkede Halle universitet under den fransk-tyske krig. Måske var det hans held, for der fandt han ikke kun udmærkede lærere som Autenrieth og Kielmeyer. Han slutter også venskab med Ludwig Uhland og frem for alt med Jusinus Kerner (må være en skrivefejl for Justinus. o.a.), med hvem han forbandt hele sit liv i et gensidigt frugtbart venskab. I øvrigt kan man takke Heinrich Breslau for, at Bayerns konge senere afsatte en nobel årlig understøttelseesum til sin schwabiske ven. Brevvekslingen mellem de to venner blev offentliggjort i Kerners Memoirer. Heinrich Breslau afsluttede så sine studier i Würzburg og fik dér under Döllinger, Marcus og Siebold doktorgraden med udmærkelse.

Nu ville han i tillid til sine kvalifikationer slå sig ned som læge i München. Også hans fader ville med hele sin familie drage til residensstaden, hvor formuende og indflydelsesrige slægtninge levede, men her var man tilsyneladende ikke beredt til at tillade en læge med jødisk tro at åbne en praksis. Også faderens ansøgning blev negativt besvaret, af angst, den fattige familie kunne måske engang komme til at ligge statskassen til last.

Skæbnens ironi: Efter mere end 100 år giftede en efterkommer af den høje regeringsembedsmand, der så brysk havde afslået ansøgningen, sig med et tipoldebarn til livlægen.

Da Heinrich Breslau fortvivlet søgte efter en opgave i München, traf han en bekendt på gaden, der tilfældigvis fortalt ham, at der i Augsburg på et fransk militærhospital rasede en krigstyfusepidemi, som allerede havde bortrevet næsten samtlige læger. Dette flygtige møde bestemmer hans skæbne. Straks begav han sig til Augsburg, hvor han straks efter præsentationen fik overdraget ledelsen af hospitalet. Han inficerede sig selv med tyfus sig selv for at blive immun, overvandt imidlertid sygdommen på grund af sin kraftige konstitution. Hans succesrige opfyldelse af denne opgave åbnede vejen for ham til Paris, der længe har draget ham, fordi han her kunne erhverve kendskab til deres hospitaler og se sig om på deres universitet. Igen kan han ikke undslå sig for at overtage et fransk lazaret, denne gang i Middelburg på øen Walchern. Englænderne havde i hast forladt det, da der var udbrudt tyfus. Igen stod han sin prøve med denne svære opgave.

Napoleon belønnede ham for den farlige indsats ved, at han i 1811blev udnævnt til militærlæge ved staben. I denne egenskab har han den ære at rykke frem under Eugen Beuharnais med armeens centrum mod Moskva. Da foretagendet mislykkedes, kan han på tilbagetoget, mens han gemmer sig under møget på en bondekærre, overskride (floden) Beresina, men endnu, før han når byen Wilma, må han ved næsten 40 graders kulde med frosne fødder og fuldstændig afkræftet tilbringe en nat i det fri. Han bliver plyndret af kosakker, får røvet tøjet indtil skjorten og bliver som døende anbragt på et russisk hospital nær Wilma. Forfrysningerne har ødelagt alle tæer på begge fødder, og han amputerer selv resterne. Dødeligheden er så høj der, at han to gange er den eneste patient, der bliver tilbage i en stor sal. Ni måneder må han udholde i dette helvede, indtil en officer , som han tidligere havde behandlet, genkender ham og redder ham.

Efter fredsslutningen kan han endelig endnu på krykker forlade hospitalet som en fri mand. Selv syg og omsorgskrævende må han i Königsberg overtage ledelsen af et stort fransk lazaret. Først i juni 1814 kan han vende tilbage til Frankrig. Et pas, der stadig er i efterkommernes besiddelse, udstedt af det preussiske indenrigsministerium indeholder hans signalement:

Alder: 30 år, Højde: 5 fod og 4 tommer, Hår: brunt, Pande: rund, Øjne: grå, Næse: temmelig slank, Skæg: brunt, Kinder og Ansigt: ovalt, Ansigtsfarve: sund, Statur: middel.

I året 1815 fik han overraskende den befaling, igen som fransk militærlæge, at begive sig til armeen for efter Napoleons tilbagekomst fra Elba at være med ved det nye felttog. Så længe Bayern var forbundet med Napoleon, havde han som kongeriget Bayerns undersåt af Napoleons nåde sagt ja til og hilst velkommen, at han kunne yde en indsats for den fælles sag; nu stiller tingene sig anderledes. Efter sit fangenskab efter slaget ved Waterloo blev han bragt til Paris, hvor han gav sig til kende for Feldmarschall Fürst Wrede som født bayrer. Gennem dennes forbøn kom han fri og trådte i bayrisk tjeneste. Under den treårige besættelsestid i Frankrig ledede han militærhospitalet i Saargemünd. Hans foresattes vidnesbyrd viste hans fremragende præstationer i denne egenskab. Således skrev den kommanderende generalleutnant for rhinkredsens troppekorps Freiherr v. Lamotte i sin ’fidemirte’ (troværdigheds attest) for den i september 1815 ansatte militærhospitalmedicus:

Breslau var under Frankrigs treårige okkupation direktør for militærhospitalet i Saargemünd til fuldeste tilfredshed, ikke alene som en meget dannet, betænksom og virksom læge, men også som en sand menneskeven, som under tilsidesættelse af sine egne behov helt helligede sig omsorgen for de syge, der var betroet ham.

Den 3.12 1818 bliver han endegyldigt fritaget fra militærtjeneste.

 

 

Fra fattiglæge til livlæge.

 

 

Nu ansøger Heinrich Breslau igen om tilladelse til at slå sig ned i München som læge. Denne gang bliver det ham nådigst bevilget af kong Max-Joseph:

At lade sig anvende efter det herværende fattigplejeråd efter dets anordning for den herværende residensstadfor de fattige i lægeligt henseende (München, 18 Juni 1819 undertegnet Schleich).

Snart efter at han i München havde optaget sin lægelige beskæftigelse, strømmede ikke kun fattige patienter, men også syge af alle stænder til ham i hans praksis, fordi det var blevet omtalt, hvilken erfaren, dygtig og forstående læge, der havde installeret sig. Hans hurtigt voksende ry, frem for alt som en særlig succesfuld terapeut, kom også den bayriske regering for øren, og da universitetet i 1826 blev forlagt fra Ingoldstadt til München fik han en stilling som ausserordentlicher Professor der Therapie. Hans resultater og afholdthed hos kollegerne må have gjort indtryk på kongen, for han udnævnte ham allerede den 23.12. 1827 ved et dekret til Ordentlicher Professor.

Heinrich Breslau havde allerede i 1822 giftet sig med Katharina Rüsselsheim. Hendes fader var hoffaktor og forvaltede bl.a. Storhertug Karl-August af Sachsen Weimars finanser; han har således indirekte bidraget til Goethes finansiering. Heinrich Breslaus hustru stammede fra en handelsfamilie fra Frankfurt og var 15 år yngre end ham. Juleaften 1823 lod de to sig døbe i huskapellet af den pavelige Nuntius. Nu var alle hindringer til side, der kunne stå i vejen for et socialt opsving. Kongelig områdelæge i Augsburg, Dr. Josef Kerschensteiner, som fast sendte patienter til Heinrich, berømmer i sin biografi ”Das Wohlwollend des Geheimen Rathes Breslau”:

Breslau, Professor i den medicinske materie, var den mest fejrede og mest søgte praktiker München. Han elskede at indføre vordende læger i praksis, og dertil bød i stor udstrækning en herskende influenza epidemi den ønskede lejlighed.

Hertug Eugène Beaubarnais, der også var med mod Moskva, blev gift med Kong Ludwig I’s søster Auguste. Eugène gjorde sin svoger opmærksom på Heinrich Breslau, der under ruslandsfelttoget uden frygt og uselvisk havde taget sig af ham (Eugène), og som også havde et hjerte for de almindelige soldater. Derfor er det ikke underligt, at kongen gennem et personligt signeret dekret allerede 1.2. 1835 gjorde ham til kongelig Gehejmerat. Snart bliver han medlem af det Overmedicinale Kollegium. Den kongelige familie viser ham stor tillid. Breve i det gehejme husarkiv viser, hvor højt Kong Ludwig satte Breslaus råd, frem for alt ved nybesættelser af lærestole ved universitetet og cheflægestillinger, men også, når der var tale om råd ved bortgivelser af forvaltningsposter og høje ordner. Kongens private breve til sin livlæge er holdt i en venskabelig tone. Kongen beundrede sin gehejmeråds klogskab overordentligt, og frem for alt hans indsats for de fattige. Kong Ludwig skal engang have svaret en hofmand, der havde overbragt ham et ønske fra en hofbankier om at få titel og våben fra den uddøde greveslægt Andesch: ”Grev Podex (bagdel) kan han blive, men aldrig grev Andesch”. Det var vel en forståelig reaktion på en manglende historiebevidsthed og beskedenhed. Kongen havde få år før ophøjet bankieren til friherrestanden. Han var beviseligt ikke andet end en antisemit eller racist. For Kong Ludwig var Heinrich ikke kun en fremragende personlighed han var også en forbilledlig kristen.

Hans ry som alvidende læge, ja næsten som vidunderdoktor, foranledigede kongen til at værdsætte hans løbebane med ”Den bayriske Krones Fortjenstordens ridderkors”. Det betyder ophøjelse i den Personlige adelsstand.

Heinrich Breslau var blevet til Heinrich Ritter von Breslau.

Også indbyggere i andre nationer ærer ham. Således tildeler Kongen af Preußen ham ”Den røde Ørneorden,” Kongen af Grækenland tildeler ham ”Forløserordenen”. Kongen af Portugal tildeler ham ”Jomfru Marias undfangelsesorden”, Kongen af Frankrig giver ham ”Æreslegionens kors”, og Kongen af Sachsen tildeler ham ”Den ernestinische Hausorden”.

Zar Alexander II’s elskerinde Narischkin kommer til konsultationer og behandlinger fra St. Petersburg til München. Hun må have være meget tilfreds med ham, thi hun skænker Heinrich Breslaus datter et tungt gyldent armbånd i form af en slange med øjne af smaragder med indskriften:

A lui la reconnaissance - à vous le souveni : (til ham en taknemlighed – til Dem et minde).

Heinrich helligede sig stadig mere den videnskabelige forskning. Han vendte sig overvejende til fysiologien og den patologiske anatomi. Han efterprøvede alle den praktiske sygdomslæres opfindelser for at verificere deres værdi og deres anvendelsesmuligheder. To videnskabelige offentliggørelser gjorde ham kendt i den medicinske verdens undervisning og forskning:

 

 

”Matériaux pour servir – a une doctrine générale sur les épidemies et les contagions. ” Paris 1815

 

 

(Materiale som kan tjene til en generel doktrin (teori) om epidemier og smitsomme sygdomme)

 

 

”I. Johnsons afhandling om det borgerliges livs, med den hyppige sidden og den åndelige forfinelse, indflydelse på menneskets sundhed og vel” fra engelsk af Heinrich Breslau, Weimar 1820

 

 

 

 

 

Hans fremragende ånd, hans jernflid, hans vedholdenhed og frem for alt hans omfattende kundskab, der baserede sig på erfaring og eksempler, medførte den største højagtelse hos hans kolleger. Mange af dem hentede råd hos ham, og det stod dem klart, at konsultationer hos ham gav udbytte.

 

 

 

 

 

Sygdom og død

 

 

Mod slutningen af sit liv mærkede han mere og mere til senfølgerne af de legemlige strabadser og afsavn under Napoleonskrigene; de havde undergravet hans sundhed. Underlivsbetændelser, som han havde haft uafbrudt siden 1828, blev til sidst hans skæbne. Han erkendte selv håbløsheden i sin tilstand og så frygtløst, men hengivent slutningen i møde. Så dør han 16.februar 1851, og kongen sætter ham et storslået minde, som næppe nogen kender i dag.

Hans kone, der overlevede ham i 27 år, boede nogle år i den adelige embedsbolig i den af Ludwig byggede og efter ham opkaldte pragtgade, Ludwigstraße. Dér bliver hans berømte barnebarn, malerinden Louise Breslau født.

Tilbage er der at omtale, at hans søn Prof. Dr. med. Bernhard Breslau (1829-1867), der gik gennem sin faders hårde skole, viste sig at være faderen værdig. Han fulgte sit kald til Zürich, hvor han ved siden af sin undervisningspraksis indledte skabelsen af sin tids mest moderne Frauenklinik. Han døde i en alder af 37 år under en dissektion, alt for ung, alligevel allerede betydende nok og som videnskabsmand endog mere betydende end sin fader.

I ’Leksikon over fremragende læger’ har begge fået tildelt den værdighed de fortjener. Et af hans børnebørn, Louise C. Breslau (1856-1927), var allerede, da hun begyndte, en velanset malerinde. I Paris, hvor hun levede og malede i 50 år omkring århundredeskiftet gjaldt hun som den bedste og mest efterspurgte portrætmalerinde (børne- og kvindeportrætter) i Frankrig.

På verdensudstillingen i 1900 fik hun sammen med den schweiziske maler Ferdinand Hodler (1852-1918) guldmedalje fra Schweiz og Æreslegionens kors.

Livlægens datter giftede sig ind i den bayriske adel. Til Breslaus efterkommere hørte og hører diplomater, jurister, kunstnere, industrifolk, landmænd, officerer og politikere og naturligvis også læger: de har deres store andel i Bayerns, Tysklands og Schweiz’ historie. Nogle er faldet i den store krig. I anledning af 200års fødselsdagen for deres betydende forfader har de for kort siden ladet det gravmonument restaurere, som ved et under har stået næsten uskadt under nazisternes billedstorm og den nådesløse bombekrig i II Verdenskrig.

I dag kan det være et vidnesbyrd om, at der har været – og forhåbentlig altid vil være – personer, som man tænker på med beundring. En og anden vil tænke over, hvordan historien gentager sig, og hvor mange skæbner i den sidste krig udviser paralleller til Heinrichs skæbne. Dem der efter læsningen af disse sider ikke kan forestille sig, hvordan et menneske kan vokse ud over sin jordiske skikkelse, han behøver blot at gå til gravmælet, så kan han med egne øjne se –og lige netop dét var Kong Ludwigs hensigt – hvordan billedhuggeren fik virkeliggjort denne hensigt i overensstemmelse med opdraget. Geni er medfødt, storhed er tillært, begge dele er der næppe nogen, der i dag vover at drøfte.

 

 

 

Ernst v. Bressensdorf (Dezember 1984)

 

 

(Oversat af Fritz v. Bressendorff marts 2009)